Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
begyndte Hjemmets Minder at dufte i Sindet;
hvert Træ hilste mig, først trohjertig-bebrejdende,
saa kjærlig-tilgivende, og da jeg svingede ind i
Gaarden, da Hundene glammede i højen Sky, da
Karle og Piger stode i Dørene eller ilede til, da
Fader og Ritmesteren kom ud paa Stentrappen
fulgte af min Søster og vor Kusine — ja, da
hørte jeg igjen mine Egne til og bragte kun en
Fremmed med i Hjertet.
Ritmesteren var aabenbart mindre livlig end
før; men Fader havde, i det Mindste i de første
Timer, det for mig saa Indtagende, et Udtryk af
den tidligere Lykke og Anselighed. Det var,
som om vi kastede Lys paa hinanden; han, glad
over, at jeg var voxet og var sund, jeg følende
Stammen, hvortil jeg hørte, igjen rank og kraftig.
Og saa var min Søster voxet og saa net, tydelig
nok i gode Hænder; men trods den hemmelige
Taknemlighed, jeg i Hjertet følte mod »vor
Kusine«, kom igjen den sære Lyst til at lade hende
undgjælde for, at hun ikke var vor Moder, og
Forsøg paa at øve mig i kold Høflighed — Noget,
der samtidig gjorde mig selv ondt, fordi jeg nu
vidste, at hun ikke var formuende.
Valdemar kom farende over, aldeles ellevild,
dels vei af Glæde over at gjense mig, dels af
Iver for at fortælle mig, at nu endelig skulde han
tilsøs. Tre Ting af Søvæsnet havde han allerede
lagt sig til: han bandede, gik i Kadetlærreds
Benklæder og kunde ikke blive ved Jorden, men vilde
altid klatre op. Vor første Samtale fik vi i Toppen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
