Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377
»Men er det da virkelig muligt, at vi igjen
kunne skilles?« raabte jeg, da alle Ord stødte
afmægtige mod denne værste Hindring af alle.
»Skal virkelig en Kusk og Heste føre Dem til
een Side og mig til en anden Side af Verden
.... det vil jo være at slide mig istykker ....
det er imod Tingenes Natur–husker De da
ikke de Breve, jeg skrev Dem til i Rom?«
»De Breve, jo, de glædede mig meget
dengang. Deri var altid i rette Øjeblik en
aandfuld eller spøgende Vending, og selve Ømheden
deri syntes mindre at gjælde mig end Barnet,
De engang havde kjendt. Og det var jo ogsaa
korrekt dengang. Nu kunde jeg ikke bygge mit
Liv derpaa.«
Der var endnu et Argument; men det kunde
jeg ikke berøre: den Tjeneste, jeg nys havde vist
hende. Men i samme Øjeblik vare hendes Tanker
ved Gjenstanden, og hun sagde: »Saa mat er jeg
bleven, at jeg ikke engang tilfulde kan paaskjønne
den store Tjeneste, De har vist mig. Jeg er vis
paa, at jeg aldrig kunde have tilgivet Dem, hvis
De havde havt Magt til at frelse Børnene og ikke
havde gjort det; men — er det ikke forunderligt,
og kan De nu tilgive mig: hvis De havde elsket
mig, synes mig, De maatte have begaaet den
Fejl, den Synd at rejse efter mig.«
Jeg var tilmode, som om jeg skulde synke i
Afgrunden og end ikke havde et Straa at gribe
efter —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
