Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
Naar man har en stor, en mægtig Sorg af
ædel Art, saa kan Sindet undertiden ligesom for
at hvile sig fra Sorgen, hæve sig ud over den og
dog præget og gjennemtrængt af den fortælle sig
sin egen Historie fra et vemodigt-idealt
Standpunkt. Jeg havde i de Dage ikke Magt til at
dvæle ved nogen enkelt Begivenhed i mit tidligere
Liv; min Historie begyndte med hvert Øjeblik,
da jeg igjen saa Hende. Men Betydningen af det
Forbigangne stillede sig for mig i store Omrids.
Jeg sagde til mig selv, eller det lød til mig: at
jeg ved Fødselen havde været bestemt til sand
og ideal Kjærlighed, til al den Lykke, den giver,
og den Kraft, den vækker. Men paa en Tid, da
jeg ikke var mig min Livsopgave bevidst, skjønt
jeg burde været det, og da jeg blev prøvet, havde
jeg syndet imod Kjærligheden, og derfor var den
Straf mig bestemt, ät jeg ligesom den store Profet
aldrig skulde betræde det forjættede Land,
men kun se det i Afstand. Mindre stærkt
udrustede Hjerter, der synde paa lignende Maade,
straffes tilsyneladende piindre — tilsyneladende,
thi selve det at have et lidet Hjerte ér en Straf,
skjønt Vedkommende ikkun momentvis vide det —;
men vi, som have de store Følelser og de store
Pligter imod dem, skulle ogsaa bæré det store
Ansvar.
Det gav mig en Slags Trøst at have denne
historiske Dom over mig selv; thi medens den paa
den ene Side vakte Anger, viste den paa den
anden Side hen til den store, ledende Magt, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
