Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480
21.
Fra Ernst Rosen til Overlærer Sommer.
Jeg ryster endnu lidt paa Haanden, saa at
jeg ikke rigtig kan føre Pennen. Efter almindelig
Talebrug har jeg været meget syg, fordi Folk
ikke have andet Ord end »Sygdom« til at betegne
en usædvanlig Sjæls* og Legemstilstand. Men
Sandheden er, at det var kommet saa vidt med
mig, at jeg for min Sjæls Saligheds Skyld
maatte sætte Livet ind paa Løsningen af det
Spørgsmaal, om der endnu sker Vidundere.
Etsteds, hvor jeg var, blev midt imellem Vrøvl sagt
Noget, hvoraf jeg uddrog det Resultat, at hvis
jeg nu vilde med al min Sjæl, kunde Ingeborg
findes. Jeg overvejede ikke Grundene for eller
imod; thi der var Intet at overveje paa
sædvan-lig Vis, og jeg havde ingen Tanker uden Troen
i Kraft af det Absurde. Det stod biot for mig,
at jeg skulde ville dø for at kunne leve. Og
jeg vilde med en saadan Magt, at Baandet
imellem Sjæl og Legeme igjen brast ligesom den
Gang, hvorom jeg har tilskrevet Dig, og jeg
mærkede igjen, at Sjælen som et Lyspunkt
bevægede sig bort, ud i det uendelige, intensive,
skjønne Mørke, hen imod det Ubekjendte. Da
kom en hvid Fugl flyvende efter mig og sang
dæmpet: Jeg er Ingeborg og Margrethe — og
medens den fløj med mig og gjentog sin usigelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
