Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 14. December 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139 HJEMME
Luft. Tulipanerne robede tydelig dere> Farver i de
store Knophylstre. Hist og lier v uggede en Hyazinth
sine blaa eller rode Klokker paa den saftfulde og
smidige Stilk. Det var den Dag usædvanlig varmt.
Havestuedøren stod aaben; Solen spaserede mageligt
ind og skænkede den sundhedstruttende Fru Jenny
fuldt Lys, som luin sad der med Drengen paa Skjødet,
en Madonna i den bredeste hollandske Stil.
Fra de vinfyldte Glas lob rosenrøde Reflexstriber
ud over den hvide Dug.
Paa Madam — eller Fru Hermansens Pande
idealiseredes de af Anstrængelse ved Madlavning og
Opvartning frembragte Sveddraaber til Dugperler paa
en oliemalet Blikplade.
Der havde været en stille, lidt forlegen Stemning
under Festen. Kammertonen fra gamle Dage havde
ingen af de forhenværende tre Fuldmægtige kunnet
finde. Der var hos Stam og Krog en lille Smule
Misundelse tilbage; den virrede rundt i deres Sind
som Smaagnister i sortbrændt Papir, ug hos Klem
lagde Følelsen af Medlidenhed med sine ensomme
gamle Fæller et dækkende Flor over Trangen til at
give sig hen. Han var af Naturen undselig for, hvad
han kaldte at koge Roræg«.
Ingen havde udbragt Barnets Skaal. Og det
var endda døbt: Martin (Faderens Fornavn) Stam
Krog Klem. Stam havde flere Gange traadt Krog
paa Benene, men uden Frugt. Tilsidst traadte han
saa haardt, at Krog af Smerte for op fra Stolen, og
da han nu en Gang havde rejst sig op. slog han
med en Art fortvivlet Mod sin Kniv mod Glasset og
udbragte med et Forsøg paa at blande Humor med
Rørelse den ny Verdensborgers Skaal. Han vikle
slutte med en Aandrighed og sagde:
Gid da den unge Fædrelandsforsvarers Liv
maa blive en skjon Roman, undfanget i Hjemmet,
der tegnede til at blive dramatisk, men endte . . .
endte elegisk.
Han vilde sagt idyllisk, men clet var saa længe
siden han havde tumlet med de gamle æsthetiske
Kategorier, som han havde opsnappet fra sin
Ung-domslæsning, at Kunstordene ikke laa paa rede
Haand for ham. Han følte, lige idet han udtalte
det sidste Ord. at han havde begaaet en Bommert,
men han kunde ikke rette den, og. skjønt han havde
Ret til at forudsætte, at ingen af Selskabet kunde
gribe ham i den, tog lians onde Samvittighed et Tag
i hans løftede Yinger, og Skaalen endte mat. Stam
foreslog et I lurra for den nydøbte, det kom i Gang,
men den nydøbte tog paa at skrige ganske forfærdeligt
op og lod til at finde sig yderst ubehagelig berørt
ved Honnøren. Han blev ved under Desserten, der
blev spist i en stor Fart. Da Bordet var hævet,
sagde I-"ru Hermansen:
— Klem tag Barnet! De har taget saa godt
paa de forrige saa skal jeg hente Vuggen — for
sulten kan han ikke være, det er bare Søvnighed.
Svigersønnen adlød, tog Barnet let i sine Anne,
gik op og ned ad Gulvet et Par Gange, tyssede paa
det. lagde det ned i Vuggen, og, ubevidst, af gammel
Vane satte han sig ned, vuggede og nynnede med
en hæs Bas ganske mekanisk Menelaos’s Sang af
Operetten :
Ak, jeg er gift ined Helene, gifl med Helene,
Menelaos Drot.
\ ei er der somme, som mene, somme, stiln mene,
jeg er en . . .
Pludselig standser han. Da Ordet l’er Tot kom
ham paa Tungen, smagte han det. inden han fik det
udsagt og holdt det tilbage. Men hans gamle
Venner kunde Den skjønne Helene uden ad, og
Virkningen af Klems pludselige l’avse var saa
uimodstaaelig, at de kom til at le himmelhøjt.
Barne-skriget blev overdøvet af den rullende Torden. Fruen
stemmede i med. Dukkede Minder om de lystige
Dage i I Ians Jensens Hotel med alle de tre
Fuldmægtige op i hende? Hun gav sig til at synge
hele Sangen alene, syngende tog hun en Bakke,
satte en Portvinskarafi’e og Glas paa den, dansede
med den hen mod sin Mand og hans Venner, de
tømte Glassene, og Haand i Haand dansede de Kjæde
Stuen rundt og ud i Haven, bestandig syngende:
Ak, jeg er gift med Helene, gift ined Helene.
Saa opfriskedes Resten af Dagen gamle Minder,
gjenfortaltes gamle Anekdoter, gjenkaldtes Billeder af
alle de Spidsborgere, Fuldmægtigene tidligere saa
ned paa; Fruen gav et sandt Offenbachs Potpourri
til Bedste; Vennerne bleve Natten over i Klems Hus
og sang og dansede mere, end de sov. De maatte
tage Frokosten med næste Morgen.
De rejste bort, platonisk forelskede i Klems svære
Ægtehalvdel. Siden besøgte de ham hver Søndag i
mange Aar.
Da den lille Martin holdt Tiaars Fødselsdag,
mødte-Onklerne med rigtig store Præsenter. Inden
de tog hjem. søgte Stam at faa Krog i Tale alene.
Det lykkedes. Stam sagde:
— Du har vel ikke spist og drukket op Alt,
hvad du ejer og har?
— Hvad . . . hvorfor?
Vi bliver gamle, du. 1 lar du gjort
Testament ?
— Ja—a—a!
Til hvem? . . . Ungerne . . . derinde? Klems
Hvalpe?
-Ja!
— Det har jeg med. Ja. s:ui er alt godt. Saa
gjør vi dog noget, naar vi er døde. Saa kan de
Born dog lære noget og behøver ikke at blive
saadan nogle Fæhoveder og Vrøvlehoveder som . . .
nok sagt. Ilm! . . . det er forbandet, saa Brillerne
dugger i fugtigt Vejr. Saa kan vi vel lade spænde
for? Hører du?
— Ja . . . Peter . . . spænd for!
To Enspændervogne rullede hver til sin Side,
saa Hjulskinnerne sprudede Gnister mod
Makadamisert ngens Smaasten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
