Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Bog. De to Fristelser - LXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
169
været til nogen Nytte. Men det kan jo ikke
hjælpe, at jeg tænker paa Noget, naar Du altid
hemmeligt modarbeider mig. Du bedrager mig
stedse med et falst Samtykke, og jeg er da givet
til Priis sor din Underfundighed. Dersom Du
har-isinde at modsatte Dig ethvert Ønste, jeg
udtrykker, saa siig det og trods mig aabenlyst.
Jeg veed da idetmindste, hvilke Forholdsregler
jeg skal tage.“
Det er et skrækkeligt Øieblik for unge Ægte-
folk, naar Kjærligheden har forvandlet sig til
en saadan Bitterhed. Trods Rosamundes Selv-
beherstelse trillede en Taare langsomt ned over
hendes Kinder-. Hun sagde endnu Intet, men
under hendes Ro skjulte der sig en saa dyb
Uvillie imod hendes Mand, at hnn pustede, hun
aldrig havde seet ham. Hun syntes, at alle
Mennesker vare uvenlige imod hende, hendes
egen Fader medindbefattet, og at den eneste Per-
soni hendes lille Verden, der var dadelfri,
var det yndige Væsen med blonde Fletninger
og de smaa .Hænder foldede i Skjødet, som
aldrig udtrykte sig usemmeligt og altid handlede
paa bedste Maade.
Lydgate taug, og idet han saae paa hende,
følte han denne fortvivlede Hjælpeløshed, der
saa oste paakommer lidenskabelige Mennester,
naar deres Vrede mødes med en tilsyneladende
uftyldig Taushed og en sagtmodig lidende Mine,
der endogsaa ofte bringer den retfærdigste Harme
til at tvivle om sin Berettigelse.
„Kan Du ikke indsee, Rosamnnde,“ begyndte
han i en mildere Tone, „at Intet kan blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
