Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afvigende Mening, og Dorothea fandt til sin
Forundring, at hun maatte gjøre sig Umage for
ikke at være bange for ham — saa meget mere,
som han var hendes bedste Ven. Han var
ogsaa nu uenig med hende.
„Men, Dorothea,“ sagde han, „De kan ikke
saaledes gribe ind i en Andens Liv. Lydgate
maa vide — eller idetmindste vil han snart faae
at vide, hvorledes han er stillet. Hvis han kan
retfærdiggjøre sig, vil han det. Han maa
handle for sig selv.“
„Jeg troer, at hans Venner maae vente,
indtil der tilbyder sig en Leilighed,“ tilføiede Mr.
Farebrother. „Det er muligt — jeg har saa
ofte selv følt mig svag, at jeg kan fatte, at selv
en Mand med en saa hæderlig Charakteer som
Lydgate kunde bukke under for den Fristelse at
modtage Penge, der paa en mere eller mindre
indirecte Maade bleve ham tilbudte som en
Bestikkelse for at sikkre sig hans Taushed angaaende
skandaleuse Kjendsgjerninger fra en fjern
Fortid. Jeg siger, at jeg kan fatte det, dersom
han var haardt trykket af Gjæld, og saa
bekymret, som jeg er overbeviist om, at Lydgate
har været. Noget Værre vil jeg ikke troe om
ham, medmindre der var de meest slaaende
Beviser tilstede. Men der er en forfærdelig
Nemesis, der forfølger nogle Feil, saa at det altid
er muligt for dem, der ville det, at fortolke dem
som en Forbrydelse; der er intet andet Beviis
til Gunst for Manden end hans egen
Bevidsthed og Forsikkring
„Hvor grusomt!“ sagde Dorothea og foldede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
