Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
følte, at det var længe, og ønskede, at han vilde
sætte sig. Hun begyndte at tænke, at her var
en Leilighed til at vise Tertius, hvad han burde
gjøre
Lydgate satte sig tilsidst, ikke paa fin sæd-
vanlige Plads, men paa en Stol, der stod tæt
ved Rosamunde, idet han bøiede sig henimod
hende og saae alvorligt paa hende, før han atter
begyndte at tale om den sørgelige Sag. Han
havde nogenlunde overvundet sin Harme og vilde
til at begynde at tale med en vis Høitidelighed;
men han havde lige aabnet Læberne, da Rosa-
munde lod fine Hænder synke ned iSkjodet,
saae paa ham og sagde:
„Nu veed jeg da Tertius – “
„Vel?“
„Nu veed jeg da, at Du maa opgive Jdeen
om at blive iMiddlcmarch. Jeg kan ikke leen-
gere udholde at leve her. Lad os tage til Lon-
don. Baade Fader og alle Andre sige, at Du
gjorde bedst i at tage bort. Jeg kan bedre finde
mig i hvilkensomhelst Elendighed, naar jeg kun
kommer herfra.“
Lydgate følte sig ulykkelig og tiltintetgjort.
Istedetfor det kritiske Udbrud, som han med An-
strengelse havde forberedt sig paa, hørte han
atter den gamle Vise. Han kunde ikke udholde
det. Jdet hans Ansigt hurtigt skiftede Udtryk,
reiste han sig og gik hurtigt ud af Stuen.
Maaskee kunde han, naar han havde været
stærk nok til at holde fast ved sin Beslutning,
dog have gjort et saadant Jndtryk paa Rosa-
.s-s–.- -“- sm- „“——
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
