Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Forvirring, der fik hende til at see bort og
fjerne sig lidt. -
„See hvor mørke Skyerne ere blevne, og hvor
Stormen rykkeriTræerne,“ sagde hun, idet hun
gik hen til Vinduet, men dog talte og bevægede
sig uden selv rigtig at vide, hvad hun tog sig for.
Will fulgte hende og lænede sig imod den
høie Ryg paa en Stol, hvorpaa han nu
vovede at lægge sin Hat og Handsker og befrie
sig for lidt af den utaalelige Stivhed, hvortil
han.for første Gang var bleven fordømt iDoro-
theas Nærværelse Det maa tilstaaes, at han
følte sig meget lykkelig i det Øieblik; thi han
ygtede nu ikke længere for, hvad hun kunde føle.
De stode tause uden at see paa hinanden, men
betragtede Træerne, der bøiede sig under Stor-
men, og viste den blege Vrangside af deres Blade
imod de sorte Skyer. Will havde aldrig før
glædet sig saameget over Udsigten til et Uveir;
thi det befriede ham for Nødvendigheden af at
gaae. Blade og Kviste bleve hvirvlede omkring,
og Tordenen kom nærmere Belysningen blev
ftedse mørkere, men der kom et Lyn, som fik dem
til først at fare sammen og see Paa hinanden
og dernæst smile. Dorothea begyndte at tale
om, hvad hun havde tænkt paa.
„Det var urigtigt af Dem at sige, at De
ikke havde mere at virke for. Naar vi have
mistet vor egen Glæde, er der endnu Andres
tilbage, som det er værd at virke for. .Nogle
kunne være lykkelige. Det forekom mig, at jeg
tydeligere end nogensinde kunde see det, da jeg
selv var meest ulykkelig. Jeg veed næppe, hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
