Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
339
jeg skulde have baaret Sorgen, hvis den Tanke
ikke havde givet mig Kraft.“
„De har aldrig følt den Elendighed, som jeg
har følt““, sagde Will; „Ulykken ved at vide,
at De maatte foragte mig“.
„Men jeg har følt, hvad der var værre ——
det var værre at tænke ilde —“. Dorothea
var begyndt uden at tænke over sine Ord, men
standsede pludseligt.
Will rødmede Han havde en Følelse af, at
hvadsomhelst hun saa sagde, blev det yttret i
Tanken om en ulykkelig Skjæbne, der skilte
dem. Han taug et Øieblik og sagde derpaa
lidenskabeligt :
„Vi kunne i det Mindste have den Trøst at
tale med hinanden uden Forbehold. Siden jeg
maa tage bort —siden vi altid maae være ad-
skilte — kan De jo tænke paa mig som paa
et Menneske, der staaer ved Gravens Rand.“
Medens han talte, kom der et heftigt Lyn,
som kastede et stærkt Skjær paa dem — o
Lyset syntes at være en haabløs Kjærligheds
Rædsel Dorothea foer øieblikkelig fra Vinduet;
“Will fulgte hende, idet han med en krampagtig
Bevægelse greb hendes Haand, og saaledes stod
de Haand i Haand som to Børn ogisaae paa
Uveiret, medens Tordenen rullede over deres
goved og Regnen begyndte at strømme ned.
erpaa vexlede de et Blik, idet de mindedes
de sidste Ord, der vare blevne sagte og slap ikke
hinandens Hænder-.
„Der er intet Haab for mig““,. sagde Will„
„Selv om De elskede mig ligesaa høit, som jeg
22lf „
,-
t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
