Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
elsker Dem — selv om jeg var Alt for Dem
— jeg vil rimeligvis altid vedblive at være
fattig — i det Mindste kan jeg kun gjøre Reg-
ning paa at komme langsomt frem. Det er
umuligt for os nogensinde at tilhøre hinanden.
Det er maaskee feigt as mig at have talt saa-
ledes til Dem. Jeg havde havt isinde at gaae
bort i Taushed; men jeg har ikke været istand
til at gjøre det““.
„Vær ikke bedrøvet derover,“ sagde Dorothea
med sin klare, kjærlige Stemme. „Jeg vil hellere
dele Sorgen med Dem ved vor Afsked.“ Hendes
Læber skjælvede, og det var ogsaa Tilfældet med
hans. Jngen as dem vidste nogensinde, hvis Læber
der vare de første, som nærmede sig den Andens;
men de kyssede skjælvende hinanden og trak sig
derpaa tilbage.
Regnen slog imod Vinduesrnderne, som om
der var en ond Aand i den, og Stormen hy-
lede; det var i et af disse Øieblikke, da Alle
lægge Arbeidet tilside med en vis Æresrhgt.
Dorothea satte sig paa det Sæde, der var
hende nærmest, en lang lav Ottoman midt i
Værelset, og med Hænderne hvilende i Skjødet
saae hun paa den mørke Yderverden. Will
stod et Minut og betragtede hende, derpaa satte
han sig ved Siden af hende og greb hendes
Haand. Paa denne Maade sad De, uden at
see paa hinanden, indtil Regnen tog as og saldt
mere stille. De havde Begge været optagne af
Tanker, som Jngen af dem kunde begynde at
yttre- “. . -
Men da Regnen næsten var ophørt, vendte
-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
