Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
341
Dorothea sig om og saae paa WilL Med et
lidenskabeligt Udbrud, som om en Ulykke
truede ham, foer han op og sagde: „Det er
umuligt!“
Han gik hen, lænede sig igjen til Stole-
ryggen og syntes at kjæmpe med sin Vrede,
medens hun sorgmodigt saae hen paa ham.
„Det er ligesaa fortvivlet som et Mord eller
anden Rædsel, der adskiller Folk,“ udbrod han
atter; „det er forfærdeligt at faae vort Liv
ødelagt ved usle Tilfældigheder.“
„Nei — siig ikke det—vort Liv behøver ikke
at blive ødelagt,“ sagde Dorothea blidt.
„Jo, det maa det,“ sagde Will bredt. „Det
er grusomt af Dem at tale paa den Maade —
som om der var nogen Trøst De kan maaskee
see ud over denne Elendighed; men jeg kan det
ikke. Det er uvenligt — det er at behandle
min Kjærlighed, som om den er en reen Ba-
gatel. Vi kunne aldrig ægte hinanden.“
„Engang i Tiden kunne vi maaskee,“ sagde
Dorothea med bavende Stemme.
„Naar?“ sagde Will bittert. „Hvad kan det
nytte at gjøre Regning paa, at jeg sknlde have
Held med mig? Det vilde være et reent Lykke-
troes, om jeg nogensinde kunde blive istand til
mere end at skaffe mig selv et tarveligt Udkomme,
det indseer jeg tydeligt nok. Jeg kunde ikke
tilbyde nogen Kvinde min Haand, selv om hun
ikke maatte opgive sin Rigdom for min Skyld.“
Der herskede atter Taushed. Dorotheas Hjerte
var fuldt af Noget, hun vilde sige, og dog
var det altfor vanskeligt at faae Ordene frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
