Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
. — 132
at staa ned og se dig om efter nogen
Frokost, Jack?»
«Nej, for mine Argumenter kunne
opsættes, men det kan Sulten ikke,»
«Det ”er en meget god Filosofi,
Jack, lad os derfor gaa videre.»
De gik igennem den lille Lund,
der var meget tæt, og skimtede snart
Muren af en stor Bygning paa den
anden Side.
«Det er meget godt,» sagde Jack;
«men lad os nu alligevel se os lidt
nøjere om og overveje Sagen. Dette
her er ikke nogen Bondegaard,
Boligen maa tilhøre en eller anden fornem
Herre; men saa meget desto bedre,
saa ville Beboerne trods vor
sønderrevne Dragt kunne se, at vi ere
Gentlemen. Jeg antager, at det er bedst,
vi holde os til Historien om Maagerne
ved Sozo.»
«Ja,» svarede Gascoigne, «jeg kan
ikke finde paa nogen bedre. Men
Englænderne blive altid vel modtagne i
dette Land; vi have Tropper liggende
i Palermo.»
«Have vi? Nu, jeg vilde ønske, vi
kunde sætte os ned ved deres
Messebord — men hvad er dette her? Et
Kvindemenneske, der skriger? Ja, ved
Himlen! Kom med, Ned!» Dermed
sprang Jack af Sted hen imod Huset,
fulgt af Gascoigne. Alt som de
nærmede sig, tiltog Skrigene; de traadte
ind i Forstuen og styrtede derfra ind i
Værelset, hvorfra Skrigene kom, og
fandt en ældre Herre, der forsvarede
sig mod to unge Mænd, som en yngre
og ældre Dame søgte at holde tilbage.
Vor Helt og hans Kammerat havde
taget deres Pistoler frem, og i det
samme, de rev Døren op, var den
gamle Herre, som forsvarede sig mod
en saa afgjort Overmagt, falden om
paa Gulvet. De to andre reve sig løs
fra Kvinderne og vilde til at
gennembore ham med deres Kaarder, da Jack
greb den ene af dem i Kraven og
holdt ham tilbage, idet han rettede
sin Pistolmunding mod hans Tinding,
medens Gascoigne gjorde det samme
ved den anden. Det var et overmaade
spændende Tableau,
De to Kvinder fløj hen til den
gamle Herre og rejste ham op, medens
de to Mordere, der bleve fastholdte
ligesom Grise, der holdes i Ørene af
Jagthunde, skælvede af Frygt og
stirrede med Kaardespidsen sænket snart
paa Kadetterne og snart paa deres
Pistolmundinger uden at finde Behag
i nogen af dem. Den ældre Herres og
Kvindernes Forbavselse over denne lige
saa uventede som betimelige Hjælp
kan næppe beskrives, og i nogle
Sekunder herskede der Dødsstilhed i
Stuen.
«Ned,» sagde Jack til sidst, «sig
til disse to Slyngler, at de skulle kaste
deres Kaarder, for ellers give vi Ild.»
Gascoigne gav dem denne Befaling
paa Latin, og de lystrede den straks.
Derefter tog vore Kadetter Kaarderne
op fra Gulvet og gav Slip paa de unge
Mænd.
Endelig brød den ældre Herre
Tavsheden.
«Det ser ud til, Signori, at
Forsynet paa en næsten mirakuløs Maade har
grebet ind, for at forhindre jer i at
udføre et skammeligt og uretfærdigt
Mord. Jeg ved ikke, hvem det er,
der saa betimelig ere komne mig til
Hjælp; men idet jeg herved takker
Dem af mit ganske Hjerte, haaber jeg,
at De ogsaa, naar De ere komne til
Ro og kunne se paa Sagen med koldt
Overlæg, ville takke dem, fordi de have
forhindret Dem fra at udøve en
Gerning, der vilde have forbitret Deres
Fremtid ved at betynge Dem med et
frygteligt Samvittighedsnag. De kunne
nu frit gaa, mine Herrer. De, Don
Silvio, har i Sandhed skuffet mig;
Deres Taknemlighed burde have afholdt
Dem fra at begaa en saadan Handling,
og hvad Dem angaar, Don Scipio, saa
er De utvivlsom bleven misledet. Men
i een Henseende have De begge
vanæret Dem. For ti Dage siden vare
begge mine Sønner her — hvorfor
kom de da ikke den Gang? Hvis De
søgte Hævn over mig, kunde De ikke
have opnaaet den paa nogen føleligere
Maade end ved at lade den gaa ud
over mine Børn, og saa vilde De ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
