Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 176 —
Højlig forbavset over den Mangel
paa Ærbødighed, der vistes hans
Majestæts Vicekonsul, trak Mr, Hicks sine
Skørter sammen mellem Benene og gik
ned ad Falderebet under hele
Besætningens løsslupne Latter. Vor Helt
spiste til Middag med Admiralen, der
viste ham al mulig Venlighed, og
derefter fik han Ordre til samme Aften
at gaa til Minorca, og saa snart
Middagen var forbi, gik han derfor om
Bord, hvor han fandt Mr. Høgg meget
travlt beskæftiget med at sælge sin
Porter, medens Gascoigne gik frem og
tilbage paa Dækket i sort Humør og
Mr. Hicks stod ganske alene agter og
rugede over sin Vrede i sine Skørter.
Saa snart de vare klare af Baadene,
hejsede Mary Ann sit Flag og satte
Sejl, og da al Porteren endnu ikke var
bleven solgt, bestilte Jack en Flaske op.
Han var meget fornøjet med
Udfaldet af sin Samtale med Admiralen
og følte med sig selv, at han for en
Gangs Skyld ikke alene var sluppen
fri for selv at komme i Forlegenhed,
men ogsaa havde friet andre for det
samme.
Gascoigne vedblev at maale Dækket
i det sorteste Humør; thi han følte sig
højst ulykkelig. Sagen var, at han nu
havde faaet Tid til at tænke sig om,
og da den første heftige Harme var
ovre, kunde han godt indse, at vor
Helt virkelig havde gjort ham en stor
Tjeneste og kanske hindret ham i at
begaa en Kapitaldumhed., Og dog
havde han udfordret denne Ven til at
møde sig paa Pistoler — det var
saaledes, han havde vist sin
’Taknemlighed. Han vilde have givet en hel
Verden for at kunne gøre det skete
usket og blive gode Venner med Jack
igen, men som de fleste Mennesker
skammede han sig ved at tilstaa sin
Fejl. Han havde dog omtrent besluttet
sig til at gøre det og gik netop og
spekulerede paa, hvorledes han bedst
skulde udføre det, da Jack, der som
sædvanlig havde sat sig i en Stol ved
Gangspillet med sin Porter foran sig,
sagde til sig selv: «Jeg vil give min
Hals paa, at Ned gerne vil være gode
Venner med mig igen, men undser sig
ved at gøre det første Skridt. Det
kan jo være, jeg tager Fejl, og at han
vil bede mig rejse ad Helvede til,
naar jeg begynder at tale til ham; men
alligevel vil jeg dog ikke være Skyld i,
at Venskabet brydes — jeg vil prøve
paa at komme ham i Møde.»
Jack ventede, indtil Gascoigne igen
gik forbi ham, saa sagde han, idet han
saa ham venligt og forstaaende ind i
Ansigtet:
«Hør Ned, skal du ikke have et
Glas Porter med?»
Gascoigne smilede, og Jack rakte
Haanden ud. Forsoningen var
tilvejebragt paa et Øjeblik, og Stridens
Aarsag blev senere ikke med et Ord
omtalt af nogen af Parterne.
«Om et Par Dage ville vi være i
Minorca,» bemærkede Jack efter en
Stunds Forløb. «Jeg vil nu blive meget
glad ved at komme der, for jeg skal
sige dig, Ned, jeg er meget tilfreds
med mig selv. Denne Gang er jeg
slet ikke kommen i nogen Knibe, og
dog vil jeg have en god Historie at
fortælle Guvernøren, naar jeg kommer
til Malta.»
«Til Dels paa min Bekostning,»
svarede Gascoigne.
«Ja, ganske vist vil du figurere lidt
i den, men der er dog andre, som
ville figurere mere.»
«Gud ved, hvad der er bleven af
den stakkels Pige,» bemærkede
Gascoigne, der ikke kunde lade være at
omtale hende. «Hvad der nager mig
mest er, at hun maa tro om mig, at
jeg er et troløst Bæst.»
«Ja, ganske vist — men tag du
dig nu et Glas Porter til, Ned.»
«Hendes Fader gav mig denne store
Diamant.»
«Den gamle Buk — sælg du den,
og drik paa hans og hendes Sundhed.»
«Nej, jeg vil beholde den til Minde
om hans Datter,»
Her faldt Gascoigne hen i
sørgmodige Drømmerier, og Jack tænkte
paa Agnes.
Efter to Dages Forløb ankom de
ti Mahon og fandt, at Aurora under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
