Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 8 -
«Er det sandt tar, at du har digtet «Ja vi ei*
sker dette landet»?»
«Jo, du er god, du. Hører du, Karoline, den
gutten din? Han gaar der og drømmer for sig
selv. Jo, det er din tar, som har gjort det, og
Richard har sat musik til. Hvordan gaar det
ham paa skolen, Karoline? Hit med karakter*
boken, gut.»
Gud ske lov, der kom nogen — og jeg slåp,
mens mor gav mig et par alvidende øine. Hun
greiet med det hele, med alle vore synder og
dumme og gode ting. Ja, det er sandt, jeg gik
og drømte og fantaserte for mig selv. Blev jeg
sendt efter noget, hang jeg igjen i et vindu ved
noget rart eller blev staaende og glane.
«Kommer du aldrig igjen, gut?»
Nei, lille Bjørn kom næsten aldrig igjen, naar
han skulde.
«Mor kan da ikke passe dig heller for hvert
skridt du gjør.»
Hun hadde tusen ting, hun var aldrig i ro.
Det maatte gjøres i haven. Der skulde Hans
gaardsgut ha et opdrag.
«Frua er saa reint nerveslaus,» sa Hans.
Og midt oppi alt dette og meget, meget mere,
som var at gjøre, hørte vi:
«K a r o 1 i n e, kom og skriv av dette for
mig.»
Og Karoline klarte det hele. Hun var vor
mor, vor ven, kjærlig og snil og hidsig og fuld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
