Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kunde jo bruges til den Rette. Men hun vilde
ingen anden høre Tale om. Saa den Dag
Lavst Karls Bryllup stod, gik Faderen ind til
Maren ved Væven og sagde: »Lad Du nu den
staa Maren, for nu er Lavst givt.« Men Maren
lo blot og blev ved med Væven. Saa tvivlte
de jo nok paa, at der var noget i Vejen med
hende, og lod hende i Ro.
Imidlertid gik der nogle Aar, og Lavst og
hans Kone sloges nok mer end de kæledes —
som da rimeligt var. Børn fik de ingen af,
men han havde sit udenom og laa i med de
værste, og det eneste, der kom ud af Forholdet,
var nok det, at hun lærte ham at drikke. Saa
døde Konen, og da Maren fik det at vide, nær-
mede hun sig Lavst for anden Gang. Og nu
vilde han. Forældrene vilde jo nok forbyde
det, men saa sagde hun, at hun var med Barn,
og de maatte give efter. Saa hun fik alligevel
Brug for sit Udstyr.
Godt kunde man jo ikke paastaa, hun fik
det. Han nok baade skældte og slog hende,
og utro var han hende og lod Gud og hver-
mand se paa det og sommetider hende selv
med.
Men hun var altid glad og lykkelig, og hun
elskede sin Mand ud over alle Sogneskel. En-
gang slog han hende i Hovedet i Drukkenskab ;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
