Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
Af»Edmttirds Dagbog.
Den 1ste Iannari
Aaret er altsaa nu forbiz et nyt begynder.
«Alst føler sig kraftigt og glad ved denne Tanke.
’————— Jeg ———— vil slet ikke blive-tilmode, som om vi
gik Foraaret imede.
Hun spurgte mig i Timen, paa hvad Maade ’
jeg componerede.
befkrevet hende, hvorledes man bærer sig ad med
at elske eller hade. · Det er nu engang saa. Jeg
veed ligesaa godt Besked med min Kjærlighed og
mit Had, som jeg veed af, om jeg har componeret ’
godt eller -«sletz men hvad gjer jeg dertil? O,
Vilhelmine, Du har uskyldig trykket en frygtelig
Vraad i mit Hjerte-
Tragten i Tonernes Rige var en ulykkelig Kjær-
lighed? Hvis Kunsten kun var en Elsket,’ jeg aldrig
skulde besidde?
lighed til den, hvad kan den afvinde den? Ja
Hvrrd om min Digten og
Al min varme, inderlige Kjær-
vist, den vender sig vel stundom venligt til mig
og smilerz " nu og der tilkaster den mig vel ogsaa
et himmelsk Blik af vederqvægende TrestY og en
Taare af Retelse perler isdens Øie, naar-den seer,
shvorlrdes Qval for dens-’ Skyld martrer mig. —-
Og denne Medlidenhed tager jeg Bedragne da for
Kjoerlighedl O du ulyksalige Betlerl der« staaer
du foran et kongeligt Palladsz en indre Stemm»e
siger dig, at Dit er født under dette gyldne Tagz
du bankerz du forlanger at indladesz Ingen herer
dig. Endelig lukker en gammel Tjener opz for
ham aabenbarer du dit Anliggende, din Ned. Han
er medlidende, han holder dig for vanvittig, men
dog vil han ikke haardt sige dig det lige i Øinene.
Da rækker han en Almisse udltil dig, og siger:
»Kom igjen, Fremmede; her dig flittig for hos :
osz vistnok vil Kongenengzang tilstede dig Adgang.« -
— Edmund,s o Edmnnd, hvad er det for Betragt-
ninger paa Aarets ferste »Morgenl
Denne’ Aften vil blive mig uforglemmeligl »
- sJeg gik i Eftermiddags over. til hende; hun var
alene, i Taarer. ( Ogsaar’ hos hende havde Aaret
kun vakt veemodige Erindringer. Hun talte ret
Jeg kunde lige saa godt have-s
gjennem en leve-ig Skove-3 dunkle Nat.
266
blidt og fortroligt med mig derom. Endelig bad
hun mig s, at jeg vilde accompagnere hende Arien
af Fidelio: ,,K.omm Hoffnung, lass den letzten
Strahl.« Jeg kjender Intet i Verden, der saa
dybt og helligt kunde rare mig, som denne af
Kjærlighedens og »Veemodens inderste Sjael ud-’
sprungne Melodie. Det var allerede blevet dunkelt,
men hun vilde ikke have noget Lysz je»g skulde
accompagnere hende udenad. Krrn det matte Skin
af nogle- oplyste Vinduer i Huset lige over for
faldt ind i den dunkle, lange Sal.
skinnede bemmelighedsfuldt og forunderl·igt. En
dyb, hellig Stilhed vrrr rundtom os. Tonerne
trængte Ufynligt frem ogomsveevede os med’ en
salig Gysetr frcr en anden Verden, der kun- er til i
Anelfens Rige. Mit Hjerte hævede. Endelig var
Adagioen til Ende. Jeg faldt heftig ind i det
kongelige Allegroz ogsaa hun syntes at begnride bet-
med anstrængt, heftig Kraft. Men neppe vare
de første Takter forbi, for hun allerede ved .Ordene
,,ich wanke nicht«, begyndte at fittre,. og strax
Speilene
derpaa , med næstett krampagtig Styrke »i,Stem- -
men, ved Ordene ’»Miih strikkt die Pflicht» plud-
selig bred af og mat sagde:’ »Nei, nei ————— ikke
viderel Jeg kan ikkelyspMig styrker den troeste
barnlige Kjærligheds Pligtl O, min Himrnell»
Her sank hun’ i Afmagt. Jeg modtog hende i
mine Arme-— Efter nogle Øieblikket Forløb kom
hun-til sig felv igjen, og nu strømmede. hendes
Taarer uopholdeligt. Jeg kunde ikke forklare mig
» denne Bevægelse; dog følte jeg den med af mit
fulde Hjerte. — Endelig ringede hun efter Lys
og bad mig at phantasere. Jeg spillede vel en
! Time. Først begyndte »jeg,» som Foraaret nærmer
fig, i sagte bolgende ’Arpeggios«, hvori jeg veemodig
lod en let Gratie af Melodie spille ind.’ Derpaa
gik jeg lidt efter lidt over til en alvorlig tung-
sindig Adagio, mellem hvis mørke Skylag kun
enkelte Stjerner skinnedeky, Jeg- tcenkte Omig derved
den Tid, i hvilken. jegnoglesz Gange saae hende
fvaeve forbi mig, fom en Stjerne blinker til os
O, - vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
