Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4?
hagerne (saavel hovedhage som støttehage og reservehager) bestaar af to dele, en midtere fibrillær del og en derudenom
liggende mer homogen del.
Den midtere fibrillære del bestaar af fibre, der har en regelmæssig sexkantet form, og som ligger tæt til
hinanden, som tab. VII, fig. 19 fremviser; denne figur er af en overskaaren hovedhage, paa hvilken dette især er fremtrædende.
Som det vil sees paa figuren er de overskaarne fibre (eller sexkanter) grovere desto mer man nærmer sig midten af hagen,
her er derfor ogsaa deres sexkantede form lettere at skjelne, nærmer man sig derimod det ydre lag, blir fiberne stadig mindre,
og feltenes sexkantede form tilslut umulig at skjelne.
Det ydre mer homogene lag har paa indre side en temmelig bestemt, men noget ujevn kontur se lig. 19),
medens det paa den ydre side har en jevn og glat overflade. Dette lag har ingen tydelig fibrillær bygning, det er saa
temmelig homogent, kan synes maaske noget lagdannet, paa skraasnit, halvt længdesnit, viser der sig imidlertid en svag
længdestribning.
Dette ydre lag er almindelig gulfarvet, og det destomer jo ældre hagen er, det er det, der giver hagerne deres
gule farve; ved roden især af yngre hager er det imidlertid næsten farveløst, medens dets farve tiltager mod hagespidsen,
som gjennemgaaende er meget stærk gul. Dette lag paavirkes almindelig kun lidet af tinktionsvæsker. Hagernes midtere,
fibrillære, ikke saa faste del er derimod farveløs, men er ofte stærkt modtagelig for tinktionsvæsker, saaledes farves den af
eosin livligt rød, af safranin ligesaa, af karmin farves den ogsaa noget, skjønt betydelig mindre. Begge dele bestaar, saavidt
jeg kan erfare, af chitin, blot er denne i det ydre lag betydelig fastere og mer differentieret. Det langstribede udseende, der
viser sig, naar man, som Graft’ siger, ser hagerne i optisk længdesnit, fremkommer efter min mening ikke ved lagdannelsen i
det ydre lag, (som af Graft" hævdet) men ved fibrillerne i den midtere del, samt tildels ved det ydre lags fibrillære struktur.
Fig. 20 og 21 (tab. VII vil man se, at der især paa de ældre hager imellem de finere længdestreger er enkelte stærkere
udprægede (fig. 20, a og 21). Paa samme hagestykker vil ogsaa sees, at fibrillerne løber paa skraa, de har et noget snoet eller
spiralvundet lob, som om hagen kunde være vreden. Denne vridning er noget, der hyppig kan iagttages, og er sansynlig
noget analogt spiralvindingen i mange af chætopodernes borster.
Ved roden af hagerne er fifbrillernes skillevægge et kort stykke betydelig mere markerede (fig. 20 & 17). Dette er
tydeligt saavel paa unge som gamle hager, jeg antager det at staa i forbindelse med hagernes dannelse og vækst, maaske er
det netop udsondrede og dannede stykker. Det ydre lag er tyndest ved hagernes rod, blir tykkere og tykkere, efterhvert
som man kommer længer mod spidsen, indtil hagernes spidse eller kroge er dannede blot af det ydre lag, det indre
fibrillære lag ophører et stykke før man naar hid, og ender i en tynd spids. Støttehagens manubrium er helt igjennem dannet af
samme lag. Den fibrillære midtere del fortsætter sig blot som en ganske tynd, stadig smalere blivende axe opigjennem, indtil
den ender som en fin spids nær manubriets ende (se tab. VI, fig. 17 & fig. 8, hvor den i den overskaarne stottehage (sh.)
sees som en ganske liden rødfarvet plet). — Hagerne er ikke altid runde, hovedhagen lean f. ex. ved roden som længer op
paa skaftet have et temmelig ovalt gjennemsnit (se tab. II, fig. 10, sh., tab. VI, fig. S, h.).
Reservehagernes antal angiver Graff" for M. glabrum og cirriferum at kunne variere fra 1—3. Som nævnt under
artsbeskrivelsen har jeg hos M. graffi fundet op til 5 saadanne. Jeg finder alt at tale for at disse hagers bestemmelse er efter
en bestemt tids forløb at erstatte hovedhagen. Fig. 17 (tab. VII) ser vi saaledes en reservehage, der snart er færdig til at
træde i den gamle hovedhages sted. Hvorvidt denne nu efterat den er erstattet udstødes, eller om den som hos enkelte
annelider optages i kropshulen og der absorberes, har jeg ikke direkte kunnet iagttage. Det sidste er imidlertid lidet
sansynlig, idet der ingen saadan kropshule er, og det blir da, saavidt jeg kan forstaa, intet andet tilbage end at antage, at den
udstødes. Vistnok har jeg jo, som senere nævnt, i de store kjertellumener hos M. giganteum tab. II fig. 1, h. k.) fundet
chitin-partikler floterende, men at disse skulde skrive sig fra forbrugte hovedhager er ikke tænkeligt.
Den hagerne omgivende kjertelmasse. Angaaende hagernes vækst og dannelse siger Graff: Das Organ,
welches ein fortvvährendes Längenwachsthum der i lacken und des Stiitzstabes ermöglicht, ist dagegen schon von Semper in dem,
die Basis des Stiitzstabes umhiillenden, häutigen Sack gefunden. Es ist ein solcher auch bei den Hacken vorhanden. Man
kann ein ganz jungen Ersatzhacken unschwer constatiren, dass dieselben in einen hellen zahlreiche Kerne in seiner W and
be-herbergenden Beutel eingeschlossen sind. Derselbe liegt den Hacken dicht an und scheidet jedenfalls die Chitinsubstanz ab, aus
welcher sie bestehen. Denne beskrivelse forekommer mig ikke at være ganske korrekt og fuldt overensstemmende med
virkeligheden. Betegnelser som häutigen Sack og Beutel finder jeg ikke at passe. Hagerne, især reservehagerne, er omgivne
af en kjertelmasse, der hos de forskjellige arter kan variere betydelig i mægtighed og udbredelse. I denne kjertelmasse er
lumener, hvori hagerne er beliggende. Kjertelmassen staar 1 forbindelse med parapodiernes ectoderm og deres lumener
kore-sponderer med den kanal, hvori hovedhagen er beliggende, og heltigjennem med det omgivende vand. Denne kjertelmasse
har blandt de arter, jeg har undersøgt, især hos M. giganteum en betydelig udbredelse. Den optræder her tydelig afdelt i
to grene: en, der omslutter hovedhage, støttehage og reservehager, og en anden gren, der strækker sig indover mod
dyrets centrum (tab. II, fig. 1, h. k.). I denne gren forekommer flere lumener, hvori jeg almindelig intet fandt, undertiden var
der gule partikler, der efter sit udseende kunde være smaa chitindele. Paa horisontalsnit gjennem parapodiernes ovre del sees
denne gren altid adskilt fra den hagerne omgivende del (tab. II, fig. 10, h. k„ fig. 11, h. k„ og tab. I. lig. 8, h. k.). En saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
