Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•283
Trevler, som henger ved hver Svedehul, som skinner blant
det Askefarvede og røde, eller de og haver her og der nogle
Striber, som gaar ligesom i Bølger ad Legomet.«
Overhovedet besidder Terpagers Oversættelse nu kun en
literærhistorisk Interesse, forbunden med den mindre heldige,
ved sit barokke Sprog og sine naive Vendinger at være
bleven en Slags zoologisk »fyrgterlig Ildebrandshistorie«.
Da Tarantismen i Slutningen af det 17de Aarhundrede
vedblev at tage til og maaskee rasede med størst Heftighed
netop i denne Periode indtil langt ind i det 18de
Aarhundrede, er det ikke at undres over, at stadig nye Arbeider
dukke op over denne Gjenstand, kun at de nu mere antage
Form af bestemte Monographier, medens Efterretningerne
tidligere, med enkelte Undtagelser, fandtes spredte1) i
medicinske og naturhistoriske Værker. Det er navnlig Italienerne,
der nu nøiere give sig til at drøfte Spørgsmaalet, og da det
alene er fra disse, at vi kunne vente nøiere Oplysninger,
blive de følgende Kildeskrifter af en betydelig Værdi.
Rækken af disse aabnes 1696 med Bagliv is bekjendte
Afhandling2) »De Anatome, morsu et effectibus Tarantulæ«,
et Arbeide, der trods Datidens Berømmelse er af temmelig
tvivlsom Natur. Med Hensyn til Dyrets Anatomi faaer man
kun saare lidet at vide; thi da dets indre Organer ere saa
1) Af saadanne adspredte Notitser forekomme ogsaa enkelte i vor
Literatur. Tarantelen findes saaledes omtalt i Olig. Jacobæus
»Museum Regium« o. s. v. udgivet af Joh. Lauerentzen. Hauniæ
(uden Trykkeaar) 1710; den ældre Udgave af Jacobæus er fra
1696. Man finder imidtertid ingen nye Oplysninger om den i
dette Skrift, der kun gjentager Gjentagelsernes Mangfoldighed
og iøvrigt henviser til Sengverd og Borrichius i hans
Disser-tationes. Hos denne sidste Forfatter findes ligeledes et Par
Ord, dog uden al Betydning, idet han, for at vise Musikens
Magt, anfører et Par Fabler efter Kircherus om, hvorledes
ogsaa andre Dyr havde dandset efter Musik, naar de vare
blevne bidte. Olaus Borrichius de causis diversitatis linguarum
dissertatio. Havniæ 1675. p. 27. cap. XX.
s) G. Baglivi: Opera omnia etc. Lugduni MDCCIV. Dissertatio
VI. p. 540— 580.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
