Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Octave Mirbeau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
Stykket vandrede da tilbage til Théåtre Français og fik en
straalende Opførelse. Mirbeau glemte hurtigt sit Nag og
udgav det med denne Tilegnelse til Jules Clarétie:
»Min kære Ven, jeg skylder Dem at have faaet Indpas paa
Théåtre-Français, som jeg er, med alle mine store Fejl og
mine smaa Fortrin. De har aldrig anmodet mig om en Ændring,
og i de smertelige Timer, hvor man føler sig træt og
tvivl-raadig, har De altid opmuntret mig med Hensyn til dette
Værk. Modtag da som et hyldende Vidnesbyrd om min dybe
Taknemmelighed Tilegnelsen af dette Skuespil, som idetmindste
har den Fortjeneste at være blevet udført af enestaaende,
beundringsværdige, henrivende Kunstnere. Jeg véd ikke, hvad
Fremtid Forretninger er Forretninger har for sig. Til
Gengæld véd jeg, hvad Publikum og jeg allerede nu har vundet;,
jeg Deres kostbare Venskab, Publikum noget sjældent
forekommende, en Skuespiller med Geni, Maurice de Féraudy.«
Saa beskedent Mirbeau end her udtaler sig, han var fast
overbevist om, at i de sidste halvhundred Aar var der ikke
blevet skrevet et saadant Drama, og ak! med hvor stor
Hengivenhed han her end udtrykker sig overfor Clarétie, det varede
kun halvandet Aar, før Venskabet fik et Skaar, indtil han lod
det springe med et Knald.
I Virkelighed er Forretninger et udmærket bygget Drama,,
i hvilket Hovedpersonerne lever. Kun virkede det ikke saa
overraskende, som Octave Mirbeau formodede, paa Den, der
forud kendte Augier’s samlede Skuespil. Det er forberedt i
Dramer som Maitre Guérin. Mirbeau, som havde
Bevidstheden om sin Originalitet, følte sig ikke som den, der havde
Forgængere, og var ikke af dem, der nøjedes med en Ros,
som undgik Superlativer. Jeg fik det personligt at mærke.
Da han sendte mig sit Skuespil med hjertelige Ord, og da
jeg svarte med en efter min egen Mening varm og oprigtig
Tak, hvortil jeg knyttede den Bemærkning, at jeg personligt
havde kendt en Skikkelse, om hvem Isidore Lechat mindede
mig noget, erfor jeg, at han til fælles Bekendte havde sagt:
Hvad har jeg gjort G. B.? Jeg sender ham mit Stykke, kalder
mig hans Beundrer og Ven, og han svarer mig med et Brev,
der er ti Grader under Nulpunktet.
Fra den Dag af blev vort gode Forhold aldrig som det
havde været. Jeg vilde have bevaret det, om jeg havde
skrevet: »Jeg er sikker paa, aldrig i mit Liv at have læst et
mere karakterfuldt og bedre bygget Skuespil.« En usalig
Lede ved endog overfor Venner at udtrykke mig superlativisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
