- Project Runeberg -  Naturen. (Et) Illustreret Maanedsskrift for populær Naturvidenskab / 2den aargang. 1878 /
21

(1877)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

21

ikke alle Linierne paa en Gang. Det er
alt-saa ingenlunde utænkeligt, at et Stof paa
Solen kan befinde sig i en Tilstand, som
bevirker, at Antallet af Linier i dets
Spektrum er forskjelligt fra Antallet her paa
Jorden, skjønt Beliggenheden og Udseendet
af de fælles Linier er nøiagtig den samme.
Der er overhovedet en Omstændighed, som
i høi Grad vanskeliggjør Tydningen af
Observationerne, saavel med som uden
Spektroskop, nemlig at Stofferne paa Solen ere
ophedede til Temperaturer, der maa være
mangfoldige Gange høiere end de høieste,
vi formaa at frembringe, og at de, selv i
Solens Atmosfære (de lavere Lag), ere
udsatte for Tryk, hvorom vi neppe kunne gjøre
os Begreb. Ikke desto mindre vil det
for-haabentlig af det foregaaende kunne
ind-sees, at Spektroskopet har gjort en god
Begyndelse til at give Besked om Solens
che-miske og fysiske Beskaffenhed.

Men Spektroskopet har gjort endnu
mere. Man havde allerede tidligere lagt
Mærke til, at der ved den yderste Solrand
fandtes enkelte Ting, som man kunde se
ved totale Solformørkelser, men aldrig
ellers, selv med de bedste Instrumenter. Naar
den mørke Maane kommer foran Solen og
passerer nogenlunde centralt forbi, saa vil
den, alt efter de to Himmellegemers Afstand,
som er lidt foranderlig, undertiden vise sig
lidt mindre end Solen, i hvilket Tilfælde
Formørkelsen bliver ringformig, undertiden
lig eller lidt større end Solen, og da bliver
altsaa Solens Lys ganske afskaaret fra os.
I det sidste Tilfælde havde man bemærket,
at der i de faa Minutter, en saadan
Formørkelse kan vare, udenom den mørke
Maa-nerand hist og her viste sig ligesom smaa
Udvæxter af en smuk rosenrød Farve, de
saakaldte Protuberantser. Af Maaden,
hvor-paa de forandrede sit Udseende, sluttede
man, at de tilhøre Solen og ikke Maanen,
men mere vidste man heller ikke. Grunden
til, at det ikke var muligt at opdage dem,

naar Solen ikke var formørket, var den, at
deres Lys er for svagt til at kunne sees
ved Siden af det blændende Sollys, og selv
om man ved en bevægelig Blænder inde i
Kikkerten afskjærer de direkte Solstraaler, er
alligevel Skinnet af vor egen solbelyste
Atmosfære stærkt nok til at fordunkle dem.
Ved Spektroskopets Hjelp har man
imidlertid faaet fuldstændig Oplysning om deres
Natur. Under en Solformørkelse i 1868 viste
det sig nemlig, at deres Spektrum bestaar
af lysende Linier, hvoraf følger at de ere
glødende Dampe eller Gaser; dette gav
igjen Anledning til, at man forsøgte at se
dem med Spektroskopet uden nogen
Solformørkelses Hjelp, hvilket lykkedes.

Det kan synes underligt, at man er i
Stand til at se Spektret af en Ting, naar
man selv med de mægtigste Teleskoper ikke
kan se Tingen selv, fordi den er for svagt
lysende. Men i Virkeligheden er dette let
forklarligt, naar man erindrer den
eiendommelige Forskjel mellem Spektret af en Gas
og af et fast eller flydende Legeme. Tænker
man sig, at Spektroskopet rettes mod en
Protuberants, saaledes at Spalten holdes lidt
udenfor selve Solskiven, saa vil den modtage
Lysstraaler af to Slags: for det første Lys
fra Protuberantsen, for det andet Skinnet fra
den i Solskivens umiddelbare Nærhed stærkt
oplyste Himmelgrund. Det sidste er ikke
andet end Sollys paa en anden Maade, nemlig
det som reflekteres fra de utallige fine
Partikler af Dunst, Støv o. s. v. i Luften. Det
er ogsaa tidligere nævnt, at Himmelgrunden
giver et noget svækket Solspektrum. Da
dette, paa Fraunliofers Linier nær, er et
sammenhængende Spektrum, saa bliver altsaa
den smale Lysstribe, som slipper ind
igjen-nem Spalten, i Spektroskopet tøiet ud over
alle Piegnbuens Farver, saa at Lysstyrken
paa hvert enkelt Punkt bliver svækket i
Forhold dertil, hvorimod Lyset fra de i og
for sig mere lyssvage Protuberantser holder

sig mere samlet paa de faa farvede Linier

*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:11:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/naturen/1878/0025.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free