Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
Mayen, taler om de heftige Hvirvelvinde
under Østsiden. Disse fik vi ogsaa opleve at
se og føle. Vi maalte her den største
Vindhastighed paa hele A arets Reise, 15 Meter i
Sekundet. (Aaret forud havde vi oftere over 20
Meter). I Bygerne saa vi Ægøen ryge —
det saa ganske ud som et vulkansk Udbrud;
men efter hvad vi Dagen før havde seet,
vidste vi, at det var Skredene af den løse
Aske, som Hvirvelvindene førte i Veiret. Om
Aftenen gik vi tilankers paa Flakket syd
for Ægøen.
Næste Dag, 2den August, lettede vi og
gik udover. Paa Veien gjordes
Observationer til Bestemmelse af Beerenbergs Høide
over Havet. Vi gik nordover og loddede.
Allerede i en Mils Afstand fra Nordpynten
fandt vi 1000 Favnes Dybde, hvilket giver
Havbunden udenfor Beerenberg en Heldning
nøiagtig svarende til den, Skraaningerne paa
Land udvise. Nu seiledes vestover under
stadig Lodning. Veiret var blevet meget
koldt, det koldeste, vi havde havt. Om
Natten i vest for Jan Mayen viste Thermometret
kun + 0°.2 i Luften. Efterat en Dybde af
over 1000 Favne var funden, og en
Temperaturrække havde vist iskoldt Vand allerede
i 10 Favnes Dyb, styredes indover mod
Vestkysten til vor første Ankerplads. Landgang
var her fremdeles umulig. Vi seilede da
sydover langs med Landet, som desværre
ofte indhylledes i Taage, saa at Overlandet
blev usynligt. Om Underlandets og
Strandens Karakter kunde vi dog faa et ganske
godt Begreb. Interessantest var her de to
sydligste Nes paa Jan Mayen, det ene
dannet af en yderst regelmæssig Askekegle, med
afstumpet Top, det andet med en Port i
Fjeldet, gjennem hvilken Søen gaar. Dette
var det sidste, vi saa af Jan Mayen. Taagen
tilhyllede atter alt, idet vi seilede videre
sydover, men om Eftermiddagen, 5 Mile af
Sydpvnten, fik vi op i Skraben en Mængde
Stene af vulkansk Natur aabenbart
tilhørende Jan Mayens undersøiske Fortsættelse. I
Det nyeste akustiske Vidunder.
Af O. P.
Heimdal havde bedre Hørelse end alle
andre, ja han kunde endog høre Græsset gro,
mente de gamle Nordboere. Nu for Tiden
ser det ud til, at ogsaa vi simple Dødelige,
som ikke er Beboere af Valhal, ogsaa skal
kunne have denne hidtil saa sjeldne
Fornøjelse. Man sørger blot for at faa sig
en Mikrofon, stiller den ud paa Marken, og
saa hører man, hvorledes det gror i Græsset.
*— Dog Spøg tilside; selv om man endnu
ikke har opnaaet at opfange Lyden af det
nævnte Fenomen, saa har man dog med
Mikrofonen allerede opnaaet det utrolige. Dette
Instrument er for Øret det samme som
Mikroskopet for Øiet; det forstørrer Lyden,
som det sidstnævnte forstørrer Gjenstandenes
Synsvinkel. En Flue sidder paa en liden Æske
og pudser sine Vinger; ingen tænker paa
den Lyd, som frembringes; men anvend
Mikrofonen, og Du skal faa høre en Skuren
og Kradsen, som om noget rigtig voldsomt
var paafærde. Det er rimeligt, at Mikrofonen
vil aabne os en ny Verden af fine Lyd, som
Mikroskopet har aabnet os en ny, før uanet,
Verden af smaa Væsener og livløse
Gjen-stande.
Før vi gaar over til nøiere at beskrive
Mikrofonens Indretning*), bliver det
nødvendigt at stille os det Spørgsmaal: Hvad er
Lyd? Dette er et altfor vanskeligt
Spørgsmaal til at det udtømmende skal kunne
besvares i en kort Opsats. Vi kan dog her i
det mindste delvis gjøre os Rede for Lydens
Væsen, dernæst ogsaa studere lidt paa, hvad
Elektricitet egentlig er, og endelig se,
hvorledes den ene kan forvandles til den anden.
Nu, hvad er Lyd? Om jeg havde den
Fornøielse at tale til den ærede Læser, som
*) Cnf. Preece. A leeture given before the society of
telegraph engineers on May 23 1878.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
