Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
finder hos dem oprindelsen til vore meninger og videnskabelige
metho-der, ligesom vore kunster hos dem finder sit høieste udtryk og sine
ypperste mønstre.
I middelalderen kunde ikke udviklingslæren komme frem. Den
antagelse, at universet var dannet af en substans, som var unddraget
alle vor jords forandringer, modsatte sig bestemt dette.
Men med renaissancen fik vor lære atter sine fasteste grundlag og
sin rigeste udvikling.
Da opfandt man det merkeligste instrument, som mennesket har
været i besiddelse af for at studere himmelen, og dette instrument er i
geniets haand det, som trænger længst igjennem — enhver har vel
allerede forstaaet, at jeg mener den af Galilei opfundne astronomiske
kikkert — med sin kikkert, der var af pap og havde daarligt glas, saa
stort som en af vore gamle sølvdalere opdagede Galilei Jupiters maaner,.
Venus’s phaser, maanens bjerge o. s. v.
Ligheden i form, bevægelser og fysisk beskaffenhed mellem
planeterne og jorden blev pludselig klar. I stedet for disse enkle, glimrende
punkter, som mere ligner blus end verdener, lærte Galilei os, at vi i ’denr
havde kloder, som viste antydninger til fastlande og atmosfære, og som.
havde drabanter ligesom jorden. Med et ord: planeterne var kloder
ligesom jorden, og de viste sig for os her paa jorden paa samme maade,.
som jorden vilde vise sig seet fra en af dem. Med hensyn til
udviklingslæren havde disse kjendsgjerninger en umaadelig rækkevidde. Da
planeterne er aldeles lig jorden, maa deres oprindelse være den samme,
og de samme trin, som jorden vil gjennemgaa under sin tilværelse, de
samme forandringer vil ogsaa de gjennemgaa.
Samtidigt fattede et andet geni, ligesaa mægtigt som det italienske,
Descartes, en forbausende dyb ide, som med et ord rummer jordens
oprindelse, udvikling og fremtid og dens forbindelse med solen: »Jorden
er, siger han, en med skorpe forsynet sol«. Dette tilkjendegiver, at den
engang har været en glødende klode, saadan som solen er det nu. Paa
grund af dens, i sammenligning med solens, ubetydelige masse er den
blevet afkjølet hurtigere, og fra denne af kjøling skriver sig saa atter
dannelsen af dens faste overflade, af dens oceaner og af atmosfæren,,
det vil sige dens overgang til at være en planet. Dersom vi nu
forbinder med hinanden Galileis glimrende opdagelser og Descartes dybe
blik, saa vil vi kunne hæve os lige til hele solsystemets opstaaen.
Saaledes ser vi nu ideen om den naturlige dannelse og udvikling i
besiddelse af vor planetverden. Men hvorledes vilde den ende, hvor
ledes skulde den erobre himmelen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
