Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I samme Blad havde han allerede ofifentliggjort »Aanun , »Et farligt Frieri,«
Ole Stormoen« og En munter Mand . Men de synes ikke at have vakt
megen Opmerksomhed, skal man dommc efter folgende lille Episode, som
vi her gjengiver efter Digterens mundtlige Fortaelling:
»Synnove Solbakken« var fasrdigtrykt, og dens Forfatter vilde nu
saa gjerne, at en af hans Venner skulde laese den. Men hertil var ingen af
dem at formaa. Endelig var der en Kamerat, som lod sig overtale mod
Loftet om en Flaske Punsch. Han gik op paa Bjornsons Hybel, fik en lang
Pibe stoppet, kla:dte sig helt af — det var en varm Dag — kastede sig
paa Sengen og begyndte at hese. Bjornson sad i Sofaen i aandelos
For-ventning. »Laeseren« dampede, lzeste og drak, men ikke et eneste Udraab
forraadte hans Stemning. Blad efter Blad vendtes — ikke et Smil, ikke et
opmuntrende Ord. Den unge Digter havde allerede Grund til at anse
Slaget for tabt. Endelig var Piben, Flasken og Bogen f;erdig. Da begyndte
den ubarmhjertige Flegmatiker at klaede sig paa, og der undslap ham blot
det lille Udbrud: ■ Det er F—n annamme mig den bedste Bog, jeg har lasst
i mit Liv.«
Det var den forste Kritik over »Synnove Solbakken-, og det er
ri-meligt, at den senere tiltraadtes af Mange. Men denne Kritik er unegtelig
af noget subjektiv Art, og vi vil heller ikke komme til Forstaaelsen af
Bogens virkelige Yasrd ved at omforme hin Ytring og sige, at Sy n n 0ve var
den bedste Bog i sin Genre, som hidtil var fremkommen i vor Literatur.
Vi foretraekker, idet vi henviser til tidligere Udtalelser i »Vore
Eventvr-fortadlere« og Asbjornsens og Ostgaards Biografier — Udtalelser, der
for-haabentlig vil vise, hvorledes den Bjornsonske Bondenovelle var forberedt, —
at dvaele ved nogle af denne Xovelies Hovedegenskaber, idet vi behandler
dens vaesentligste Frembringelser under Et.
Disse Frembringelser er, som bekjendt, — foruden »Synnove
Solbakken — »Arne« (1859) og »En glad Gut«, der paabegyndtes som
Folje-ton i »Aftenbladet«, men udgaves i sin Helhed i »Smaastykker 1S60.
Bjornson var af Bondea;t; der var ikke saameget som et Led
imel-lem ham og Bondestånden, thi Faderen havde va; re t Gaardbruger paa
Fa:drenegaarden Ske i Land til sit tyvende Aar. Digteren havde altsaa
Slegtskabets fulde Forstaaelse af den Stand, han skildrede — og dog stod
han i nogen Afstand. Han er Presteson; han har ikke selv personlig lidt
under Bondens daglige Slid og trange Bygdesyn. Han har nok folt
Fjelde-nes Magt over sit Sind og yaeret fyldt af Lamgselen som en stor Stemning,
men den aandelige Horizonts Sneverhed har ikke pint ham; han har intet
Regnskab at opgjore med den, da han skriver. Hans deilige romsdalske
Bygd har under Skolegangens Kjedsommelighed ligget og ventet og vinket
ham hjem til liver Ferie, altid lokkende og straalende, med Idyllens Glans
over sig.
Allerede hvad her er sagt er et Moment af Betydning, naar det
gjadder at forklare det milde, varme Sol- og Sondags-Lys over disse No-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
