Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagbøger
77
kun Klipper og Mure. Den tør ey vende tilbage, men standser,
stivnes, fryser, og Nødvendighedens tvingende Lov byder os da
bortkaste den tomme Tilværelse. —Vist nok kan sligt ey indgyde
Ønske om Vaagnen til lignende Liv, vist maa Man fristes til at
foretrække evig Død for et Liv, hvis Salighed Man kun tør
ahne, og hvis Ulykker Man kun følte. Men dog, Jeg føler i mit
Indre en Trang til Liv, stærk som, ja, var det muligt, selv stær
kere end Trangen til Kærlighed. Selv da, naar den sidste var
tilfredstillet, saaledes som det under Endelighedens trykkende
Haand er muligt, selv da vilde hin ey tie, eller dog kun tie øye
bliklig, naar den skuffet troede at have fundet* sit Maal i
Kærlighedens hartad overjordiske Gestalt.
Hvad da? Disse Tyende ere, maae være et. Kærligheden,
dette Høyeste, Vi i vor indskrænkede Tilværelse kunne fatte,
ey engang hel, denne er, den maae være kun en Funke af den
evige Ild, der uden Vexel luer paa hin Side, hvad Vi kalde
Død. Vort Liv her var kun dens Luttrelses Periode, og forlader
den os, før endnu Livets Plante er visnet, Hvo vil da fordre,
Vi skulle vegetere, til Tilfældets Solstraaler borttørrede alle
dens vandige Safter? Hvem kan forbyde os selv at aabne dens
Porer, og ile hist, hvor vort Livs Genstand alt er flygtet hen?
Først nu hører [Jeg] den himmelske Aand tale tydelig gennem
Paulus : naar Alt er forgangen, da vedblive dog Tro, Haab og
Kærlighed. —
Septbr IX.
Hvad er det, som konstituerer Poesien? eller hvad er det,
som egenlig udgør dens Væsen?
Dette er et Spørgsmaal, Jeg længe har ønsket at se tilfred
stillende besvaret; men aldrig er det faldet Mig ind at tye til de
æstetiske Haandbøger, hvoraf Man dog nok har en Slump, og
som vel dog burde være dette Spørgsmaals Forum. En dunkel
Ahnelse om, at disse spekulerende Herrer vilde lede Mig ind i
et Virvar af Definisjoner og Regler, ensidig abstraherede fra
den eller de Poeter, der vare i Forfatternes Smag, er det ene
ste, hvormed Jeg kan undskylde denne pragtiske Skødesløs
hed, der er saameget større og utilgiveligere, som Jeg ved at
bruge de nyere Sprogs Poesiform — det er, ved at rime —
stundom har truet med et fortvivlet Indfald paa Skaldekonstens
Enemærker. —
Imidlertid har Jeg dog undertiden tænkt flygtig over denne
Genstand, ligesom Jeg og gennem Øre og Øye har tilfeldigvis
bekommet, dels Resultater af Enkeltes Granskninger — eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
