Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagbøger
80
med den Gang, Verthers Poesi tåger. Den rene Naturanskuelse
bestaaer da i Evnen til med det indre Øye og Øre at skue Na
turens Myther, og høre dens hemmelige Toner, som forraader
en høyere Betydning end den, der træder frem for den almin
delige Sands.
At udtale, hvad Man saaledes fattede, det er at være
Poet; thi da sætter Man enhver Genstand i Relasjon til de
Evige. —
Først nu kan Jeg forklare Mig hine Steffens’s Yttringer, at
Poesien nødvendig maae yttre sig som opponerende
mod Eksistensen, og at en vis Sygelighed maae ka
rakterisere den begyndende Digter. Det første er en
nødvendig Følge af den ny Synspunkt, Digteren betragter Gen
standene fra, da disse maae synes ham at have i Livet tabt deres
hele Betydning. Det andet er subjektiv nødvendigt i Følge den
Forandring, der er foregaaet hos Digteren selv. Han ahner
Tingenes høyere Betydning, men naar Han vil udtale den,
truer den med.#at forsvinde paa hans Læbe, og selv Sproget,
som et endeligt Produkt, synes at modsætte sig Assimilasjonen
til det Høyere. End mere : Digteren har tabt den Interesse, Han
forhen følte for Tilværelsen i det Hele, eller dens enkelte Dele,
og hin ny Tilværelse, Han ahner, synes at flygte for Ham. Her
af opstaaer en vis Tomhed, en Vaklen mellem Intet og noget,
som, naar den vedvarer, frembringer slige halv sunde og halv
syge Individer, som de Nyere ville, Klopstock og Vieland
vare. —
Neppe vil Nogen, som upartisk tænkte over denne Materie,
nægte, at dette Begreb om Poesien har en vis indvortes Kraft,
som griber og fængsler, at det er hine — dog altid brugte og
forsjungne — Ideer værdigt, der satte Poesien som Gudernes
Sprog, der fordrede, at en Guddom skulde udtale sig gennem
hver den, der vilde hede Digter. — Heraf slutter Jeg, Man ey saa
meget i Teori som Praksis har været uenige ; thi det bliver dog
det samme, enten Jeg siger: Poeten skal laane det Endelige det
Eviges Præg, eller Poeten skal være begeystret af en Guddom ;
thi hvorledes kunde det falde en Guddom ind at udtømme sig i
Hverdagsfraser, at se Alt saaledes, som det viser sig for det al
mindelige Menneskes taagede Øye? Men Sagen er denne: Som
Kristne ansaae Vi Hedningenes Guder for et Intet, og dog ved
bleve Vi at lade Dem begeystre Poeterne. Hvad maatte nu blive
Følgen? At Poeterne lode sine Guder og Gudinder tale i den
usleste Smag, thi den maatte jo være egen for disse gamle Bet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
