Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af GrundtvigsDagbøger
95
at min Fod vilde glide ved det første eller andet Skridt paa den
bradte Vei, og jeg nedhvirvles i Afgrunden?
Jo, takket være Jesu skiønne Lære, ofte fornyede den mit
Mod i Fortvivlelsens Stund, og trøstede mig i Nødens Time,
ofte skal endnu min Aand og mit Hjerte, naar hin bliver dorsk
og dette koldt i Verdensvrimlen, ofte skulle de da oplives og
opvarmes af hin lyse Sols glandsfulde Straaler, der sprede saa
blid en Varme trindt sig.
Den frydfulde Tanke, jeg skal leve, naar jeg døer, den skal
være min kraftige Trøst i alle de Rystelser, som forestaa.
Henrykkes og begeistres jeg ved det svage Billede, min Ind
bildningskraft skaber af Evighedens uvisnelige Blomster, skul
de jeg da gyse for Gangen giennem den tomme Ørk, som leder
mig did? Skulde jeg vende mig hen til mere lokkende Egne,
men som snart tabe sig i et end skrækkeligere Øde? Nei, jeg
vil taale, vil sværge Lasten Had og lade Herren raade. Sikkert
vil Han, som ene kan, læge min dybe Vunde«.
De første bevarede Blade af selve Dagbogen indeholder en Opteg
nelse fra 6 Mai 1806, hvis Begyndelse mangler.
[Maj 6te]
Dog hvad kalder Jeg at reddes? Er det at komme til
bage til Hverdagslivet, lade Ærgerrighed eller en anden uædlere
Lidenskab træde frem og fortrænge den, der nu omfatter og be
hersker Mig? Saa er det vel, ja Jeg stræber endog stundum at
oplue min Ærgerrighed, at indbilde Mig, min Kærlighed kun
bør ansees som et Redskab i dennes Haand, brugt til at udvikle
mine Kræfter. — Det er Mig saameget lettere at komme øje
bliklig did, som Begærlighed efter Ros og Ære forhen styrede
Mig og en stor Del af mine Handlinger. —
Men kan Jeg ønske nogensinde atter at blive, hvad Jeg var?
Kan Jeg indbilde Mig, Kærligheden blot hævede Mig, for at Jeg
skulde falde ned paa den forrige Punkt, med flere Fordringer?
Maatte Jeg ikke vedblive at være Mig selv fremmed, for at hol
des i den Tro, at min Natur, der engang ahnede de højeste Ny
delser, nu kunde tilfredstilles ved de laveste, mest indskrænke
de, for at kunne prale med hin Ahnelse, der just derved forsvin
der, da dens Væsen er Vemod ?
Nej, Jeg kan ikke virkelig ønske en saadan Helbredelse, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
