Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagboger
96
ofte Jeg end i Utaalmodighed ønsker den. — Mit eneste Ønske
er Umulighed, det, i fuld Besiddelse at eje, eller rettere fuldkom
men at ejes af, identifiseres med et Væsen, i hvilket min Ahnelse
opløste sig. — Men Jeg Daare! Selv under de dristigste Forud
sættelser er dette utænkeligt. —
Elskedes Jeg end af Tryllerinden, laa Jeg end ved hendes
hede Barm, indlulles kunde Jeg da i vellystig Slummer, drøm
me kunde Jeg da de saligste Drømme; men de ville svinde,
svinde hastig som den ilende Sols Billede fra det omsvømmende
Vand. — Hun — Jeg føler det — er ikke Genstanden for min
Ahnelse, men kun dens Udtryk, dens i sig vilkaarlige, men for
Mig uvilkaarlige Billede. — Min Ahnelse vaagnede først med
min Følelse, og derfor sammenknyttede begges Genstænder sig
uden dog at blive eet. Dunkelt kan Jeg skeine mellem dem,
men aldrig adskille dem. —
Saaledes opløser sig da frivillig for mit Øje det Problem : »Kan
Man elske uden eengang?« Svaret vorder dobbelt. Er og bliver
Kærligheden hos Individet blot jordisk, er den, selv i Kulmina
sjonspunktet, kun et Foster af endelig Trang, da kan den ogsaa
vende tilbage under forandret Form. Men er den enten Produk
tet af en Ahnelse om højere Væren, der skuffet af enkelte Træk
troer at have fundet sit hele, eller den i sin spædeste Alder væk
ker hin, i det nogle af Genstandens Træk pege hen paa noget
Højere, da er den een og kun een ; thi Individet kan kun ahne
et udelt Helt, og dette Hele lader sig for ham kun repræsentere
ved een endelig Form. —
Men hvor er da den Havn, Jeg vil ikke sige, som Jeg kan
naa, men som Jeg kan attraa, hvis fjerne Syn kan sysselsætte
mine Kræfter og skænke dem kraftydende Nydelse?
Min Ahnelse tør Jeg ikke glemme; thi da nedsank Jeg for
Mig selv til et Intet; vedblive at hæfte den paa hin jordiske
Genstand kan Jeg ikke, uden at nedbryde mit Væsen ; overflytte
den er mig umuligt. Eller er det maaske muligt? Kan Jeg maa
ske overflytte den, ikke paa nogen Anden, men paa Mig selv?
Men da maatte Jeg først kunne skille den fra hin Genstand,
der er for Mig dens Udtryk. Først maa Jeg da med dristig
Haand hæve Sløret, der hviler over det Allerhelligste, hvorfra
Ahnelsen udstrømmede, det Slør, for hvilket Jeg hidtil for gru
ende tilbage. Først da, naar Jeg bliver Mig det Ahnede bevidst,
kan Jeg adskille det fra Hende, i hvem det saalænge ene er til
for Mig, og min egen Aand bliver dets Udtryk.
Kan [Jeg] bringe det saavidt, da er Jeg reddet; thi da er Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
