Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagboger
101
Men skal Jeg lide, o, da lad mit Hjerte stedse være aabent
for Trøst af din Søns Jesu hellige Lære, saa mit Mod ej skal
synke i Fristelsens og Prøvelsens haarde Stund!
Frimodig skal Jeg da begynde dette og hvert Aar, som Du
endnu vil, Jeg skal leve her paa Jorden, og frimodig skal Jeg
høre din Røst, naar Du ved Døden kalder Mig bort fra denne
usle Jord, til Forening med Dig og alle Hellige. — Amen, det
ske, o Herre ! ! !
Blandt alle de Problemer, Forstanden kan fremsætte, synes
Mig intet vanskeligere at løse end dette : Hvilken Skebne fore
staar de Mennesker, der ej benyttede de Lejligheder, Tilværel
sen gav dem, til at blive gode og fornuftige?
Den kristelige Religjon, der løser saamange andre Gaader,
ved hvis Mørke Menneskene maatte studse, synes mindst at
tilfredstille i denne Punkt.
Den lærer evig Fordømmelse for de Onde. — Først bliver
Spørgsmaalet, hvad menes egenlig herved? De gamle Theo
loger siger, de Onde skulle evig pines og plages af Djævelen i
Helvede. Herom kunde Vi intet Begreb fatte, og Indvendingen,
at evige Pinsler stode i urigtigt Forhold til Tidens Misbrug,
synes grundet. Læren, saaledes fremsat, er desuden übibelsk,
da der aldrig siges, Djævelen skal pine de Ugudelige, men vel
at de skulle gaa hen i den evige Ild, som er beredt Djævelen
og hans Engle.
Af de Skriftens Udtryk : den evige Død, Fraskillelse fra Her
rens Ansigt o. s. v., jevnførte med de rigtige Ideer om Menne
skets Bestemmelse, ved Moralitet at gøre sig værdig til Genfor
ening med det Evige, kunde Man have Aarsag til at tro, Jesu
Religjon satte de Ugudeliges Straf i Tilintetgørelse, eller i en
uvirksom pinlig Beskuelse af de Gudfrygtiges Salighed. Dette
sidste synes især at passe sig til Skriftens øvrige Forestillinger
i Lignelsen om Lasarus og andre Steder. — Ikke heller kan
Fornuften have saa synderlig derimod at indvende, da Man kan
sige: den Ugudelige skikkede i sit Liv Gnisten af det Evige,
som Han skulde næret, for ved den at kunne forenes med det.
— Han er da paa en vis Maade død, og lever kun, forsaavidt at
det Endelige i sig selv har en Uendelighed.
Kun to Ting lade sig indvende herimod: 1) det kunde egen
lig kun passe paa de virkelig Ugudelige, der gik igennem Livet
uden Hensyn paa det Evige, men ikke paa dem, der, uagtet de
sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Last,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
