Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagboger
102
der stedse henrev dem, endog mod deres Villie. Sandt nok, Jesu
Forsoning siges at have aftoet de Bodfærdiges Synder, men en
Smitte, stedse fornyet, synes dog at gøre Mennesket uskikket
til Samfund med det Evige, og Følelsen heraf fødte Ideen om
Skærsild i sin ædlere Betydning, saaledes nemlig som de gamle
Filosofer og Origines forestillede sig den. Virkelig synes og
denne at være den eneste Ide, hvormed denne Knude fuldkom
men kan løses. — 2) Det synes stridende mod den alvidende
Guds Godhed at skabe Mennesker, Han vidste vilde gøre sig
evig ulykkelige. — Denne Indvending synes at være betydelig,
men Man maa agte, at den ene laaner sin Styrke fra den skæve
Forestillingsmaade om Verdens Skabelse som vilkaarlig. I det
Vi antage Guds evige Tilværelse, antage Vi tillige den evige
Mulighed af Verdens Tilværelse, der under Tidens Betingelse
maatte blive Virkelighed.
Verdens og Menneskenes Tilværelse var altsaa nødvendig.
Den moralske Verdens Tilværelse var ogsaa nødvendig, under
den Forudsætning, at Menneskene løsreve sig fra det Eviges
Samfund, og da Moralitet forudsætter Frihed, kunde Gud lige
saa lidet hindre Menneskene fra at blive ulykkelige, som Han
kunde hindre deres Tilblivelse eller Syndefaldet.
Hvad Han kunde gøre, gjorde Han ved at nedsende til Jor
den sin Herligheds Glands og sit Væsens rette Billede, hvorved
Arvesynden, Overgangen i den moralske Verden, udslettedes, og
Menneskene vistes Vej til, igennem den, atter at naa det Evige.
Ikke at ville gaa denne Vej, at potensere Syndefaldet ved be
stemt Opponeren mod Genforeningen, er Synd mod den Hellig
Aand, som ej kan forlades, fordi den er Frihedens Yttring om
Erkendelse af det Endelige som højeste Maal. —
Den nyere Tids Filosofer have sat de evige Straffe i Tab af
højere Lyksalighed. — De mente nemlig, at efter Døden kom
Mennesket til renere Anskuelse af Pligt og sit sande Vel, og
vilde da frit for det sandselige Legeme gaa frem paa den Bane,
Han her udskejede fra, og satte hans Ulyksalighed i Bevidst
heden om at kunne have staaet paa et højere Trin, dersom Han
allerede i Livet havde helliget sig Dydens Tjeneste. —
Man ser tydelig, at denne Gisning ene er skabt af en saare
forklarlig Medlidenhed over de Ulykkelige, dem Vi ønske alt
Godt, naar de ej længere kunne skade Os; thi Modsigelser og
Urimeligheder ere her dyngede paa hinanden. — Man antager, at
Mennesket paa hin Side Graven kan forbedre sig. Dette vil Jeg
indrømme, fordi Jeg dog ikke bestemt kan modsige det; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
