Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagbøger
107
Rejse foraarsagede mit Komme hid. Tilfældigvis sagde Jeg en
Student, Jeg ellers ikke kendte, at Jeg ønskede en Kondisjon.
— Jeg rejste fra Byen uden videre at tænke derpaa, men 2
Maaneder derpaa fik Jeg Brev fra en af mine Fættere, at samme
Student havde en Kondisjon til Mig, naar Jeg vilde komme til
Byen. Jeg kom, og Pastor Brorson, som ej kendte Mig, antog
Mig, fordi Han troede Mig kendt af den, Han havde givet i
Kommissjon at skaffe en. Denne rekommenderede Mig, fordi
Han troede, foran nævnte Student kendte Mig. — Saaledes støt
tede den Ene sig paa den Anden, og den Sidste vidste egenlig
ej mere end den Første. —
Jeg, som ser, hvilken ny Skabelse Jeg her er undergaaet, maa
dog vel forundre Mig over, at Jeg kom hertil, da det skedte paa
den Maade. —
Jeg skulde været her om Efteraaret, Rejsen va(a)r begyndt,
men den strænge Vinter hindrede dens Fortsættelse, og Jeg
oppebiede Foraaret. Uden dette Ophold vilde rimeligvis de
fleste Følger være udeblevne, som nu ere indtrufne. —
Jeg kom her, aaben for Munterhed, med Trang til det andet
Køn. Var Jeg ikke blevet forelsket, vilde min Eleve ej være
kommet saa vidt, og Jeg havde allerede beklædet en temmelig
høj Plads i Vellystens Skole. —
Ofte havde Jeg besluttet at lære de levende Sprog ved egen
Hjelp, men Jeg havde aldrig havt den nødvendige Taalmodig
hed. Nu var Jeg forelsket, og havde min Kærlighed været lyk
kelig, da havde Studeringer hvilet, i det ringeste saare længe ;
herom overtyder mig de første Maaneders Ophold her, mit Livs
gyldne Dage, Hjemmet for mine salige Drømme, hvis matte
Erindring end lader min Kind gløde, og gør Mig saligere, end
hele Verdens Tilbedelse kunde gøre Mig, naar den ikke frem
kalder Savnets stride Taarer paa den blege Kind. —
O, Jeg kan ikke andet, Jeg maa end ofre hin lykkelige Tid
en Tanke. Dagen bortilede under munter Spøg og den sa
lige Veksel af kærlige Blikke og berusende Haandtryk. Nat
ten dækkede med sit sorte Teppe kun Verden for Mig for i
Drømme at fremtrylle en ny, mere skøn og blomstrende. —
Den Haand, Jeg om Dagen kyssede varm, omslyngede i Drøm
me min bøjede Hals, sluttede mit bankende Bryst til den bøl
gende Barm, der om Dagen kun trylled mit Øje, og trykkede
min Mund fast paa de blussende Læber, der udgøde Kysse
end tifold sødere, end de harmoniske Lyde, der om Dagen be
ruste mit Øre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
