Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lidet om Sangene i Edda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sangene i Edda
125
Thurs jeg dig skiærer
Kun udi tre Træk,
Kraftløshed, Galskab,
Dertil og Utaal,
Saa jeg det afskiær,
Som jeg det paaskiær,
Om vi behøve det.
Herved maatte Gerda rystes, og vi finde det saare naturligt,
at hun svarer :
Held dig ind heller, Svend !
Tag imod liskalken,
Fuld af den gamle Miød !
Dog, jeg forudseer, at Hr. M. vil sige, Gerda troede ei, at Skir
ner var Freis Sendebud, og denne Tvivl kunde ei betages hen
de ved Trudsler, men vel ved et Glimt af hans Guddom.
Først maa jeg anmærke, at Gerda slet ikke tvivlede, men
strax troede, han maaskee var en af Aserne, og siden antog
ham for det, han sagde sig at være. Men sæt, hun havde tviv
let, maatte da ei Tvivlen flux forsvinde, naar hun skuede Drup
ner, der brændt med Balder, og af Hermoder hiembragt til
Odin, vel ei kunde være uden i Guders Værge? Var dette
hende ei nok, vilde hun neppe overtydes ved et Syn, der sna
rere kunde henregnes til Troldevid.
Da altsaa Intet nødte Hr. M. til at forbigaae Skirners stærke
Qvad, der ved en fri Bearbeidelse end burde vundet, vil neppe
Nogen med Sands for det Skiønne tilgive, mindre bifalde denne
Forandring.
Uden nogen Erstatning er Skirners Tale til Hesten udeladt,
som lyder saaledes :
Mørkt er ude,
Tid for os at fare
Over lyngfulde Field,
Over Thursernes Land.
Begge hiemkomme vi,
Eller os begge
Fanger hiin mægtige Jette.
Neppe er det saa ligegyldigt, som Hr. M. synes at have anseet
det for; thi foruden dets eiendommelige Styrke, viser det os, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
