Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lidet om Sangene i Edda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sangene i Edda
126
Skirner, skiøndt rede til at vove Alt, dog ogsaa veed, hvad
han vover blandt grumme Jetter, der stundom end ei vege for
den knusende Miølner. Han betragter da ei Reisen som et Lege
værk, og vi slutte os fastere til ham, i det vi dele hans Fare.
I Forbigaaende maa jeg anmærke, at her, om ellers noget
Sted, var Rum for en Tilsætning, naar den var saadan, at vi,
trods vor paa Udfaldet spændte Forventning, nødtes til at
dvæle ved den, for ei maaskee ene at komme til Gymers Gaard,
og segne for hans dræbende Blik, uden at kunde lindre Freirs
Qvide.
Den anden Udeladelse har uhældigviis truffet et ikke mindre
skiøn(d)t Sted i Digtet, dets Slutning, der kun erstattes os med
det magre — næsten maatte jeg sige, platte —
Saa endtes Skirners Frieri,
hvis eneste Fortrin dog ustridig er det saare relative, at det
rimer med: »de Dage ni«.
Da Skirner kommer hiem, stander Freir ude, og siger
Siig du mig det, Skirner!
Før Sadel er tågen af Hest,
Før fremad du flytter din Fod,
Hvad du udretted’
I Jetteverden
Efter min og din Villje!
Skirner.
Barri hedder,
Som begge vi vide,
Lueglindsende Lund,
Efter Nætterne ni
Gerda vil Niords Søn
Der unde Gammen.
Freir.
Lang er Nat,
Længere tvende,
Hvor kan jeg udholde tre’
Ofte mig Maaned
Kortere tyktes,
End nu den halve
Længselens Nat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
