Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
138
Trængevitil Religion?
Dette Spørgsmaal maatte synes underligt, især for Historiens
Fortrolige, dersom det ei var bekiendt, at vor Tid sætter en
Ære i at nægte, hvad alle de svundne Aldere have bekræftet, i
at indknibe sig selv til Jorden, som om det var Menneskets
høieste Triumph at paastaae sin Tilværelses Nullitet. Nu der
imod vil man med Rette her fordre det besvaret.
Først ville vi søge at føre Livet og dets Problem frem for Be
skuelsen, ei for derved at undgaae Svaret ; men for at sætte
Læserne paa vor Standpunkt.
Vi leve i en Dal, begrændset af et uoverskueligt, bølgende
Hav. Vakte ved Traditionen, og drevne af en uforklarlig Trang,
ahne vi dunkelt, at paa hin Side Havet maa være et Land, med
skiønnere Vexter, og renere Luft — vort oprindelige Hiem.
Uvilkaarlig stirre vi did, uvilkaaiiig stræbe vi i vore Aandedrag
at opfange Luften, der synes at strømme ud fra hint Übekiendte.
Herved blive de staaende, som berusede af Dalens Druer, eller
lænkede til denne Jord, ei kunne skue dens Ophør. Herved
bleve vi maaskee Alle staaende, dersom Havets Bølger ei efter
haanden opslugte os; men nu kunne vi ei iængere være tilfredse
med den übestemte Almen. Vi forlange Vished. Selv tør vi ikke
vove os bort, da vi maa gaae under ved Forsøget, og dog ei
vide, om det er os tilladt, at forlade Dalen; men tyende Sende
bud have vi, Poesien, og Phil o sop hien, og paa dem bygge
vi vort Haab. Poesien svinger sig ud over Havet, og taber
sig mellem Skyerne. Kun stundum skimte vi den i det Fierne,
og, vor Stirren uagtet, ville vi dog aldrig opdage andet, end at
den er omgivet af en forbifarende Glands, som vi ahne at være
Virkning af den skiønnere Soels Straaler, vi sætte i det Übe
kiendte.
Philosophiens Vei er en anden. Først giennemsøger den
Dalen nøie, og følger den i alle dens Bugter, for, om mueligt
der at finde Stedet, hvorfra hin Ahnelse udstrømmede; men
drives efter spildt Møie, af Nødvendigheden — til at slutte, den
dog maa være kommet over Havet. Med største Omhyggelighed
udruster den sit Skib til Fart over Dybet; men kommer nep
pe et Steenkast fra Landet, før den standses af de skyehøie,
rullende Bølger. Enten maa den hæve sig over dem, og blive
Poesie, eller ankre, udsat for de stormende Vinde, eller den,
træt af forgiæves Kamp, maa vende tilbage, byde os betragte
Dalen som vort Hiem, og nøies med at give Regler for den be
qvemmeste Gang paa den bugtede Vei, der fører til Havet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
