Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
139
Enten maa vi nu atter tye tilbage til hin Ahnelse, Philosophien
i det høieste kun giorde bestemtere, eller vi maa erkiende vor
Trang til Belærelse fra hin Side Havet.
Saasnart Mennesket har bragt sine Evner til den Grad af Ud
vikling, at han kan beskue sig selv, da møder ham flux Til
værelsens underfulde Gaade. Han seer Jordens andre Dyr nøies
med Øieblikkets Nydelse; men hos sig selv finder han en Trang,
der gaacr ud over det Endelige, uden at være sig sin Gienstand
bevidst. Han troer at løse Knuden, ved at erklære sig væsentlig
forskiellig fra de andre Dyr, og hævet over dem; men han
knytter den kun derved fastere, thi vil han ikke antage som sit
Maal, at fødes, nyde, og døe, da forlades han af Livets hele Ana
logie, har udrevet sig af den eneste bekiendte Kiæde, og staaer
som et enkelt Led, uden Berøringspunkter. Er han et Hverdags
menneske, eller et klogt Dyr, da iler han med at overhugge
Knuden, vender tilbage til sine fornuftløse Frænder, og giør
endelig Nydelse til sit høieste Maal. Men end ikke herved er
han blevet eens med sig selv, thi han har beredt sig en ny Kamp
mod den nedtrykte, men aldrig overvundne Ahnelse af det
Høiere, der hos ham forkynder sig igiennem det, vi kalde Sam
vittighed. Han kan ofte undvige Kampen, men aldrig ende den
som Seiersherre, thi stedse maa han flygte for den overmægtige
Fiende, hvis Angreb blive stærkere og hurtigere, ligesom Alde
ren giør ham svagere, og mere uskikket til Flugt. Tilsidst ind
knibes han imellem den og Døden, og kaster sig skælvende i
den Sidstes kolde Arme, uden dog at turde der haabe Befrielse
fra den forfølgende Dæmon.
Mennesket, som er mere fortroelig med Ahnelsen om sin
høiere Natur, nedseer stolt paa sin slumrende Broder, og be
breider ham, han selv er Aarsag i sine ængstlige plagende
Drømme. Selv slutter han sig end tættere til sin Ahnelse, og
haaber, at faae den giennem Poesien eller Philosophien, poten
seret til Vished. Undertiden troer han at have naaet sit Maal,
men om det er en Skuffelse eller ikke, skal følgende Betragtning
lære.
Poesien veed vel at konstruere en høiere Tilværelse af de
meest glandsfulde Træk, hvori Mennesket øiebliklig bevæger
sig med berusende Vellyst, men den kan ikke skiænke noget
varigt Liv i samme, og ei tillægge Exsistencen en egen Værdie,
som indsluttende Betingelsen for en høiere Væren. Er nu dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
