Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
142
Kundskab, men den gyldne Kiæde i Jupiters Haand, der skal
løfte Jorden til Himmelen.
Giøre vi end eet Skridt, da finde vi, at baade Grækers og Jø
ders og Skandinavers Historie taber sig i en gylden Alder, da
Guderne vandrede paa Jorden, da det Himmelske og Jordiske
faldt sammen i en Idee. Her hviler Urtypen for alle Religioner,
her faae vi Svaret: Religion er det Endeliges Samfund
med det Evige.
Ikke forstaae vi ved Udtrykket, den gyldne Alder, hin episke
Old, der var dens Efterskin; ei heller tænke vi os derved de
nye Philosophers evige Idee, men dennes Virkelighed under
Tidens Betingelse.
I Dettes nærmere Udvikling ville vi, uden Hensyn paa Mytho
logiernes deels matte, deels adspredte Træk, ene beskue Bibe
lens rene Billede, hvor alle Gestalterne træde tydelige og ud
dannede frem for vort Øie.
Hin gyldne Alder betegnes her med det saare passende Navn,
Uskyldighedsstanden; thi reent og usmittet maatte det Jordiske
være, for at kunne flyde sammen med det Himmelske. Guds
Billede betegner hint Samfund, vi kaldte Religion, thi, betegne
de det noget Væsentligt hos Mennesket, kunde det ikke tabes,
uden ved Menneskets Omskabelse; men, som saadant maatte
det nødvendig tabes, ved at æde af Kundskabstræets Frugt.
Samfundet med det Evige maatte nødvendig ophøre, saasnart
Menneskene søgte Kundskab, og giorde Forskiel mellem Godt
og Ondt, thi derved gaves Tilværelsen en egen Vigtighed, og
Mennesket var, efter den første Frihedsyttring ei længere nød
vendig hvad han var; men et Resultat af Valg.
I Uskyldighedsstanden var ingen Død, og det evige Liv frem
spirede af Jorden selv; thi Mennesket udtrykte sit Begreb heelt,
og Død maatte da have været en Ophævelse af Samfundet, da
den ikke kunde være en Overgang til det allerede Existerende.
Nu see vi tydelig Sandheden af Ordene : »paa hvilken Dag du
æder deraf, skal du døe ! «
Mennesket udjoges af Paradiis fra Livets Træe, og Døden
stod som en Cherub med et blinkende Sværd mellem det Evige
og Endelige.
Slangen, der forførte Menneskene, var Tilværelsen selv, der
lokkede dem til at opofre sig til dens Kundskab, som om de
derved kunde blive Gud lige i Viisdom. Derfor blev Slangens
Straf, at den stedse skulde krybe paa Jorden ; Tilværelsen, og
Kundskaben om samme, Philosophien, skulde aldrig kunne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
