Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
144
fødtes af samme ; men en dunkel Ahnelse om, at en Forening
mellem Poesien og Philosophien burde finde Sted.
Dog, ingen menneskelig Aand kunde forene disse Kæmpende
til et harmonisk Væsen med Tendents til det Evige, og det fordi
Ingen kan fare op til Himmelen, uden Den, som nedsteg derfra.
Sokrates faldt som Martyr, thi for svag var den Gnist af loyog 1,
han besad, og Forsøgene havde de sørgeligste Følger.
Usædelighed omvandt Menneskene med sine smudsige Læn
ker, medens Philosophernes Høresale gienløde af Dydens Priis,
og Undersøgelse om Gudernes Natur.
Konsten, der fødtes for at fængsle de flygtende Guder til Jor
den, blev Overdaads og Forfængeligheds Tiener.
Leveklogskab hyllede sig i Poesiens glimrende Klædemon,
borgede dens Navn, og modtog de bedragne Dødeliges Hylding.
Aarhundreder henrullede i hinandens Fied, og uigennemsig
tig blev Taagen, der skiulte det Eviges Straaler fra Jorden.
Jøderne, hvis Religion som Poesie tabte ved at træde i Na
tionalismens Tieneste, men vandt langt mere ved sin stadige
Hentydning paa det Fuldkomnere, havde efterhaanden tabt
Evnen til at skue det høie Liv, der spirede i deres hellige Bø
ger, og det synes, som de ved at hylde de kloge Romere, have
lukket Øiet for det Eviges sidste Glimt, og indsluttet sig i Til
værelsen 2.
Ville vi finde livfulde Spor af Poesien som Stræben mod Re
ligion, da maa vi vende Øiet høit imod Nord, og kaste et ind
trængende Blik paa Asalærens dybere Sands.
Her finde vi, hvad vi i de andre Nationers Gudelære — Jø
dernes kun for en Deel undtagen — forgiæves søge, Erkiendelse
af Poesiens Afmagt til i Livet at giengive Tilværelsen sit tabte
Samfund med det Evige.
Heraf allene kunne vi forklare os den merkelige Forskiel
mellem Grækernes Skyggeverden, og Skandinavernes Valhal.
Grækerne troede, at kunne ved Poesie, tilbagevinde Religion
i Livet, og maatte derfor ansee Døden som Ende paa Samfun
det med det Evige. Derfor bevæge sig kun kraftløse Skygger i
det mørke Erebos, hvor ei Zeus men Ades hersker. Tilstanden
efter Døden er kun et mat Efterskin af Livet, og Tilbagegang
til samme, Ønskets Høieste.
Nordboen ansaae Livet for en Skilsmisse fra det Evige, der
kun burde benyttes til at berede sig Plads hos Hroptatyr paa
1 o: Logos, her i Betydningen: den evige Fornuft. 2 O: Timeligheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
