Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
162
mærksomhed, ville vi nøiere betragte saadanne Talers Væsen,
og sammenligne det med Maalet for christelig Religion.
Den Præst, der troer, han ei bør lægge nogen Vægt paa de
vigtigste Bevæggrunde til Dyden som Aabenbaringen fremstil
ler : Guds Villie, Kierlighed til Gud og Jesum, og Gienforening
med det Evige ; som paastaaer, at Menneskets Pligter staae i
nøiagtigt Forhold til hans egne Kræfter, og derfor blot driver
paa Brugen af disse; han reducerer Jesu Religion til Philoso
phie. Betager nu en saadan Fremfærd Jesu Religion sit høieste
Fortrin, i det vi derved indknibes mellem Tilværelsens Gaader,
istedet for at faae dem løste, hvilket vi troe at have beviist; saa
maa vi, selv i det vi beundre Talerens sieldne Evner og Iver for
den gode Sag, dog erklære, at hans Tale ei er religiøs, altsaa ei
svarende til sin Bestemmelse.
For end tydeligere at godtgiøre dette, ville vi kaste et Blik
paa de Bevæggrunde til Dyden, der endnu blive ham tilovers.
Enten maa han stræbe at indbringe den Regel: øv Dyden for
sin egen Skyld! i sine Tilhøreres øverste Maxime, eller han
maa blot see hen til Handlingernes Følger.
Principet: øv Dyden for sin egen Skyld! har næsten altid
imponeret ved sin tilsyneladende Storhed, og er blevet anseet
for Moralphilosophiens evige Triumphbue; men foruden at det
stedse vil være en tom Lyd for Mængden, havde man vel Ret
til at spørge: hvad er Dyd i denne Betydning? Svaret bliver for
modentlig, den er det eneste Absolute, og kan derfor fordre sig
alt Relativt underordnet. Vi maa tilstaae Slutningen formel
Rigtighed, men kunne ikke overtyde os om Præmissens Sand
hed. Vi troede, Intet kunde kaldes absolut, uden det, der, hævet
over Tids og Rums Bestemmelser, indslutter Alles bestemmende
Grund, hint Tænkens og Værens evige Identitet, Gud, og vi
skiønne ikke rettere end at Moralloven er begrændset af Til
værelsen. Vel har man søgt at hæve denne Vanskelighed, ved
at kalde Grækernes Guder usædelige, fordi de stode over Moral
loven, og derimod sætte Moralloven over Gud; men da Guds
Tilværelse, der maatte mangle Frihed i høiere Betydning, og
vorde relativ, derved ophæves, maa vi erklære, at dette Begreb
enten er for høit eller for lavt for vor Fatteevne.
Sætte vi Dyden som det Endeliges størst muelige Harmonie
med sig selv, og det maa vi, naar den skal træde frem for sig
selv i Tilværelsen, og ei være det Evige underordnet, da maatte
den, for at kunne fordre sig übetinget udøvet forkynde sig hos
Mennesket som tvingende Naturdrift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
