Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Videnskabelighed og dens Fremme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Videnskabelighed og dens Fremme
178
burde? Det er kun en Gientagelse af vore Ypperstes Udsagn,
naar jeg svarer : nei ! Men desværre ! Svaret er ikke bygget paa
Autoritet; thi Enhver, som kiænder noget til vor Litteratur og
den herskende Tone, kan og maa give det samme.
Strængt taget, har man vel ikke Ret til at slutte fra et Lands
Litteratur til dets Videnskabelighed ; thi ligesom hiin kan blom
stre en kort Tid, skiøndt denne er indskrænket til faa Individer;
saaledes var det og muligt, at denne kunde bestaae, efter at
hiin var gaaet til Grunde. Imidlertid tør man dog antage, at det
Folk, hos hvem gode Skrifter blive en Siældenhed, enten har
tabt eller snart vil tabe Videnskabelighed og høiere Dannelse.
Ogsaa er Grunden klar, thi det udviklede Menneske sporer
stedse Trang til at overføre sin Form paa Andre, og stærk maa
den Muur være, som skal standse ham; men er Muren saa
stærk, da vil ogsaa Videnskabernes Sol snart skiule sig bag den,
og Efterskinnets matte Lysning tabe sig i det fremvældende
Mørke.
Videnskabelighed og Litteratur forholde sig da til hinanden
vexelviis som Aarsag og Virkning, i det denne forudsætter hiin,
og tillige fremhielper den.
Jeg dølger slet ikke min Frygt for, at vi allerede staae paa et
Punkt, der spaaer Begges Undergang. End ikke da viger Fryg
ten, naar jeg frydfuld beskuer nogle af de sildigere Dages Digte,
som Europa burde kiænde, de enkelte Skud, der vidne om liv
fuld Væren; thi dette Liv og denne Kraft udsprang ikke af
Døgnets Skiød, det er opfangede Straaler, der endnu varme og
lyse en føie Tid, efterat vor Sol vendte sig paa Banen ; den Lun
kenhed, næsten maatte jeg sige, Kulde, hvormed de modtages,
den uædle Nysgiærrighed, hvormed de begabes, isteden for at
nydes, ere mig en sørgelig Borgen for, at jeg taler Sandhed. Vor
Litteratur anskuer jeg som en Druknet, der for sidste Gang an
spænder sin Kraft, og raaber høit om Hielp i Asamaal ; men,
næsten tom er Strandbredden, og de Faa, som stande der, tvivle
saare paa, at han kan betale sin Redning i en Mynt, for hvilken
de have Sands.
Skal denne Ringeagt for Videnskabeligheds ædle Tolk ved
vare, hvad bliver da Følgen?
Svaret hører jeg trindt mig: at Ingen mere fristes til den
Daarlighed, at sætte Penge i Bøger, som dog egentlig nytte til
Intet, og bestandig tabe deres Værd, at man snakker mindre,,
og handler mere, kort, man bliver ret forstandige og vindskibe
lige Jordborgere, som finde en reellere Qvægelse i god Mad og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
