Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
248
I Digterfortvivlelse vendte Han sig til den simple For
stand 1, og skønt Han havde formeget Digterisk i sig, til ei ofte
at bortvise denne Snillets kolde og barske Tugtemester, saa luk
kede Den dog Hans Øie for de herlige Syner, der ellers, paa
den Punkt Han stod, udentvivl maatte aabenbaret sig for Ham.
Hvad skal Man sige om de Øvrige som høre til den Periode,
man stundum ei rødmede ved at kalde den danske Poesies
Guldalder, maaske fordi selv det reneste Guld i den røvedes
Glands og Vægt; Perioden, da Alle, som kunde føle, uden just
at blive slaaet, som havde mere Vid end dem der havde mindre;
som kunde skrive et rimet eller rimfrit Vers, og til Nød en
syngelig Vise ; hilste sig selv og hinanden ret pyntelig som Dig
tere og Skjalde? Hvem skulde tro at Norden kunde vente sig
Noget af Saadanne? Det kunde ei heller, men frygte sig for dem
maatte Det desværre; thi Nogle af Dem vilde gaa i Evalds og
Prams Spor, og forsynede sig til den Ende med større eller min
dre Ladninger af Gudenavne og Fabelord. Naar De nu ret vilde
vise sig i Deres Kraft, udstrøede De disse i Blinde, visse paa,
at hvor de end faldt, vilde de finde lige rigtig Plads. Der sad de
da, som Glasstumperne i de graa Vægge, og Aberne tyktes vel
om den løierlige Glimmer; men Læserne med Sands for det
virkelig Store og Skønne maatte have holdt op at være sig
selv, dersom de ei med Væmmelse havde vendt sig bort fra slige
mytologiske Broderier. Medens nu de priselige Sædemænd sto
de forfærdede og næsten forstenede over, at de kærnløse Skaller
ei vilde vokse i Gruset og bære hundredefold Frugt, avledes
den ulykkelige Fordom, at Nordens Gudelære vel maatte være
en Orddynge uden Betydning, da den vedholdende og upaa
talt fremtraadte som en saadan.
Bagge sen, som trods alle de Hundeglam der senest forfulgte
Ham, fordi Han endelig hævede sig til en ham værdig Punkt 2,
og trods de lumpne Epigrammer, hvori usle Rimsmedde, som
Hans retfærdige Svøbe rammde, søgte at trække Ham ned til
sig;*) som trods alt Saadant, stod og staar som en Kæmpe mel
lem Dværgene, var formeget Digter, til at ligne Hine, der af
Eddas Ord sammenkludrede sig Skamler, paa det Folk skulde
*) Offentlig bør det siges, til Skændsel for den Nedrige som det rammer, at
rimede Grovheder i epigrammisk Form snige sig om i Mørket, og søge at
klæbe sig paa Baggesens, vor herlige Digters Navn.
1 Pram havde i Indledningen til Stærkodder paakaldt »den simple Forstand- som
sin Muse. 2 I Marts 1807 udgav Baggesen «Gjengangeren».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
