Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
249
tro: De vare store. Og dog (med Bedrøvelse erkender jeg det)
maa Hans Brøde mod Nordens Guder næsten agtes større end
Hines ; thi Han kunde fornærme, og gjorde det1, ved at behandle
Guderne som sin Eiendom, behænge Dem med Narrekappen og
stille Dem frem til Latter for Hoben.
Saaledes stode vore Fædres Guder, vanærede og spottede,
med affaldne Kroner og brækkede Septre, indtil Skjalden
Oehlenschlåger, jeg tør ei sige forbarmede sig over Dem, men
vovede at oplede Dem der, hvor de stande i en Glands, ingen
Skygge kan fordunkle og intet Slør bedække for Digterens
Øie. Vel søgte Han Dem stundum der, hvor kun Deres Gen
færd vare; vel iførte Han Dem stundum et Purpur, sprængt
med Sydens Guld, som Hans egen konstige Haand virkede, for
di Han, ilende, ei saa Deres eget; men hvad Han ikke hidtil saa,
vil Han sikkert engang se, thi Han kan, og skedte det end ikke,
vilde dog den Pris evig tilhøre Ham, at have været den Første,
der atter begeistrede Norden for sine gamle Guder, og iførte Dem
en Dragt der forkyndte Deres Høihed. Enhver, som fik Øie for
det stærke, underfulde Spil i Vaulunds Kvad; som fulgte
Thor til Jotunheim og hørte Sagnet om Tidens Fødsel;
som gennemskuede Håkon i Kraftens Øie bl ikke og lyttede
til Audens dybe Toner; som vovede at se Spydet hærdes til
Hødur, og at høre Mørkalfers knusende Kor; Han saa Glimt,
og hørte Lyde, som Han aldrig glemmer.
Virkelig frembrød ogsaa, da Oehlenschlågers Harpe klang, i
de mere Udvikledes Barm en inderlig Længsel efter at kende
Nordens Guder, og Vaabengnyet kunde ikke dæmpe, men for
dobblede den snarere, som en udvortes Genlyd fra de svundne
Tider, som Stridskøguls høie Stemme, der kalder Helte
til Valhal. Man skuede trindt sig, efter en Vei til den Ver
den, hvori Digteren bevægede sig, og hvortil Nutiden stadig
henpeger, oftest som Fristed, sielden som Urbillede. Man fandt
ingen, thi de Man kunde finde, førte enten slet ikke did, eller
vare saa lange og besværlige, at Man, hindret af andre Sysler,
mistvivlede om at kunne lægge dem tilbage. Virkelig var der
ingen Vei til Edda uden Edda selv, thi Suhra havde blot
samlet, og Ville 2, Bastholm 3 og Moinichen* havde for
gæves søgt at lære Andre, hvad De selv ei vidste.
1 l «Poesiens Oprindelse» (1785). 2 Nordmanden Hans Jakob Wille udgav i
1786 et Udtog af den nordiske Mythologi. 3 Rektor Mathias Bastholm udgav en
Mythologi 1780. * Bogholder Jakob B ernt Moinichen udgav 1800 : «Nordiske
Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte indtil Frode 7. Tider i Bogstavorden. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
