Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
253
Guddomme, der stande og røre sig saa kraftelig i Eddas stjerne
lyse Nat, eller ogsaa har en Gud selv skabt det harmoniske Livs
Billede, hvis Træk ere adspredte i Islands Sagaer, og samles,
som Straalerne i en Brændpunkt, hos Snorro og Saxo; Menne
sker kan kun lyve i Tiden, en hel Tid mægte de ei at
fremlyve.
At selv Romerne have erkendt den fuldkomne Modsætning,
hvori Nordens Religion stod til hver anden bekendt, og meget
vel fattet den Punkt, hvori Forskællen egenlig hviler, sees tyde
lig af det tit anførte, men vel ei noksom begrundede Sted hos
Lukan, hvor Han tiltaler Barder og Druider saaledes:
Solis nosse Deos et cæli numina vobis
Aut solis nescire datum: nemora alta remotis
Incolitis lucis. Vobis aiiioribus, umbræ
Haud iacitas Erebi sedes, Ditisqve profundi
Pallida regna petunt: regit idem spiritus artus
Orbe alio: longæ (canitis si cognita) vitæ
Mors media est. Certe populi qvos despicit arctos
Felices errore suo, qvos ille timorum
Maximus, haut urget leli metus. Inde ruendi
In ferrum mens prona viris, animæqve capaces
Mortis: et ignavum rediliiræ parcere vitæ. *)
Kunde Lucan have udtrykt sig anderledes efter at have stu
deret Nordens Kvad og Sagn?
Valkendorfs Kollegium
den 28de Octbr. 1808.
*) For Læsere der ei forståa Latin vil jeg til Husbehov oversætte Stedet som
findes i Lucans Pharsal. lib. I. V. 452—62.
Guder og Himmelens Hær af Eder allene erkendes,
Eller forborgne de blev for Eders Øine allene,
Der hvor I bygge saa dybt udi Skov i de lønlige Lunde.
Troer Man Eder, da ei til Erebi Taushed neddale
Skyggerne, ei til Plutos omdunklede Rige;
Men i en Verden paa ny hvert Ledemod kraftigen rører
Aanden endda. Hvis I ved, hvad I synge, da vorder kun Døden
Midten af Livet.
Nordstjernen skuer en Slægt, Vildfarelsen selv er dens Lykke,
Ikke af høieste Frygt den trænges, af Frygten for Døden,
Villig den styrter i Sværd sig, trodsende Døden saa modig,
Niding er den, som et Liv vil skaane der atter fornyes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
