Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
252
meiser, erkender jeg selv, og at den første og tredie Afdeling her
kun ere til for den andens Skyld, haaber jeg er klart.
Men, hvad skal jeg svare en Adelung 1 og Hans Jævninge,
der tør mene, at vor hele Gudelære blev til i de senere Aldere,
da Skjaldene hendreve de lange Vinteraftner ved at udspække
en Del af Kristlæren med allehaande Fabler?
At Tydsklands Smaasiæle, fulde af Nasionalismens urene
Bærme, stedse med misundeligtØie skelede til Nordens genfødte
Guder, var saa naturligt, at Man aldrig ændsede det, men hørte
gennem Gråter og Herder det høreværdige Tydsklands Broder
jubel. Da derimod en Adelung, der eier et vist (maaske ikke
lidet) Navn, nedlader sig til at være Ordfører, trykker sin Myn
digheds Segl paa længe glemte Usselheder, og ved de uværdig
ste Fordreielser søger at kaste Sandsynligheds Skin paa de
urimeligste Paastande, *) da nødes jeg til at svare Ham i hans
Eftersnakkere, hvad salig Thomas Bartholin fordum svarede
Huet paa Originalen til Adelungs Kopi: mendaciorum congeriem
paucis lineis effutitam redarguere proclive esset, si odiosæ contro
versiæ insistere luberet 1. Vil Man sige, at saadant Svar er ei hu
mant, da har Man maaske Ret; men sandt og fortjent er det,
og Humaniteten (saaledes som den almindelig forstaaes) er saa
langt fra at være min Afgud, at jeg meget mere agter den for en
honningblandet Gift, der, udstrømmet fra den vrange Oplysning,
truer at søvndysse detÆdelste hos Mennesket: glødende Varme
for det Hellige og Sande; thi vist maa denne stundum yttre sig
som dyb Foragt for det Usle. Vil Man derimod undskylde Ade
lung, som Han undskyldte Sn or ro, og sige at Han, langt fra at
tro, det var Sandt Han skrev, kun skrev det for Spas, da anta
ger jeg med Glæde denne Mening, og tør tro, at en saadan Gæt
ning er fordelagtigere for Hans end for Snorros Eftermæle.
Til Beroligelse for de redelig Tvivlende, tør jeg paa det be
stemteste erklære, at enten avledes Nordens Oldtid af hine
*) Kun et Eksempel vil jeg anføre. Adelung opstiller Nordens Gudelære om
trent som den svag syn ede Dalin, med den Grille at ville smedde den til
Kristendommen, fortolkede den, og nu tilføier Han: Dette er lige efter Vø
luspa (!!!) og at Ingen skal tro, det er mit Værk, vil jeg henvise til Dalin, let
troende Ihukommelse, som netop har samme Fremstilling og beviser (?) hvert
Led, af Edda selv.
Er dette Uvidenhed eller Skamløshed, eller en Blanding af Begge? Sikkert
det Sidste, thi Adelung kan aldrig have læst Vøluspa, og snakke saa om den.
1 Den berømte tyske Sproggransker J. C. Adelung (1732—1806). 2 a: »Det
vilde være let at gendrive den Dynge af Løgne, som er pjattet op i (disse) faa Linjer,
hvis man havde Lyst til at indlade sig paa en übehagelig Strid. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
