Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
255
I deres Helhed afgive disse, som før er anmærket, et vigtigt
Bevis for Gudelærens Virkelighed som et Helt; men naar man
af dem vil øse Kundskab om Gudelæren i det Enkelte, da maa
man gaa frem med yderste Varsomhed. Dette er allerede klart
deraf, at Forfatterne, hvad Tro de saa end havde, brugte Asa
læren ligesom de græske Digtere deres Mytologie, enten til Ord
bram, eller som Redskab til at opnaa og motivere noget som
laa uden for den ; men det sættes uden for al Tvivl, naar vi se
hvorledes de have brugt denne selvtagne Ret.
Da mine Undersøgelser hidindtil egenlig kun have omfattet
Eddaerne som Hovedkilder, vil jeg i min Fremstilling holde
mig næsten udelukkende til dem, og derved skaane baade mine
Læsere og mig selv for mangt et usselt Eventyr. Kun hvor nogen
Oplysning til den gamle Edda kan findes i de mig bekendte
Sagaer, Saxos og Snorros Skrifter, vil jeg tåge Hensyn paa dem.
Sæmunds Edda.
Med dette Navn betegnes en stor Del Sange af mytologisk og
historisk Indhold, der udstamme fra saare forskellige Digtere og
Tider. En af disse burde adskilles ganske fra de øvrige, beskues,
nydes og forklares aldeles for sig selv, og hvem, blandt dem der
kende det allermindste til Edda, ved ikke at jeg kun kan mene
Vølu Spa (Volas Spaadom).
Dette mageløse Digt, hvori hvert Ord har Betydning, er det
eneste, som i sig selv bærer et uimodsigeligt Vidnesbyrd om at
være udsprunget dybt inde i Hedendommet, førend Sandsen for
den høie Lære tabtes. En viis og hellig Vola af Heimdals og
Nornernes Slægt, træder frem i Valguders Sal, begynder med
Tidens underlige, forborgne Fødsel, glider hen over det store
Drama, hviler sig tre Gange: paa Idas Slette, ved Urdas Brønd,
og paa Banetuen hos den nedsiunkne Baldur, værdiger ikke
Jordlivet et Blik, men iler hurtig til sit Maal; forkynder i de
dybeste Toner Guders Fald og Tidens Undergang, og peger da
saa blidelig hen paa det herlige Liv, der gennem Død skal ud
vikle sig af Tidernes Kamp.
Ei kan det undre nogen, uden den som intet kan beundre, at
et vist helligt Slør udfolder sig over disse dybe Hemmeligheder,
og var der nogen anden ren Kilde, hvoraf vi kunde øse Kund
skab om de gamle Guder, da vilde jeg kalde det en Formastelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
