Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
322
Jetten til med sin Kniv og overhuggede Snøren, saa Ormen
sank i Sø. Thor kastede Hammeren efter ham og Mænd sige,
at den slog Hovedet af ham ved Bunden ; men det er sandere
at sige, at Midgardsormen lever endnu, og ligger i Sø.
Thor satte Knoven imod Ymes Hoved, saa Han steglede over
bord med Fødderne i Veir ; men selv vadede Han til Lands. *)
Naar jeg blot har anmærket at dette Sagn bør henføres til
Tiden efterat Loke er bundet, da maa jeg i øvrigt bekende, at
det, som det staar i den prosaiske Edda, har sin fuldeste Betyd
ning. Det var en skøn Ide af Digteren, at lade Aserne prøve,
om det var muligt at dræbe Midgardsormen før den endnu
havde naaet sin fuld Vekst. Vi indse let, at Nornerne maatte
tilintetgøre dette Forsæt, hvis lykkelige Udførelse vilde grund
fæstet Asatronen for Evigheden, og det kan vel nu være Os
overladt, enten Vi ville antage, at De betiente sig af Ymes Haand
som Redskab, eller holde Os til den langt mere poetiske Be
skrivelse i Hymis Kvide, og tro, at De, ved den Rystelse der
gennemfor som et elektrisk Stød hele Naturen, nødte Thor til
at slippe sit Bytte.
Gæstebudet hos Æger.**)
I Hymers Kvæde var dette forberedt, og Ægis Drekke fører
det i dramatisk Form frem for vore Øine. Aser og Asynier vare
her samlede undtagen Thor, som var i Østerleden at dræbe
Jetter og Trolde: Guld lyste som Ild, Øllet frembar sig selv, og
Trællene Fimafeingur og Eldir bleve meget roste for deres Op
vartning. Dette kunde Loke ei taale at høre, og dræbte Fima
feingur. Fristædet var besmittet, Aser sloge paa deres Skjolde, og
dreve Loke af Salen. De ginge igen til Drikkebordet, men Loke
fulgte dem i nogen Frastand, og da Han af Eldir fik at vide, at
*) Vist er dette Sagn ikke af de unge, thi Læseren med Sands vil let mærke,
at den søde Stil, der træder saa elskværdig frem med barnlig Tro paa Gliderne,
saare kontrasterer mod den Tone som for det meste findes i den prosaiske
Edda, skønt jeg ikke nægter at have fundet en næsten saadan i den apokry-
fiske Fortale, ligesom det var den der fornemmelig henrykkede mig i Vaulunds
Saga. Mærkelig er det ellers at Har her siger til Gangler, at Han fuldvel kender
dette Sagn, skønt det ei er opskrevet, og de Forstandige (som ingen indvortes
Beviser antage) ville da her finde et udvortes for, at de andre Sagn have været
forhen opskrevne.
**) Allerede i Grimnismal nævnes dette Gæstebud; men som noget tilkom-
mende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
