Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
542
Odinkar.
Dig trøste han, som bygger i det Høie !
Men sig! hvi er saa harmefuldt 1 dit Kvad?
Hvi rinder saa paa blege Kind din Taare ?
Ingeborg.
Hvem er du?
Odinkar.
Vagns og Tokes Frænde.
Ingeborg.
Du kender da min Vagn, og veed
At han er dragen ud i Leding,
Og spørger dog om Grunden til min Sorg !
Odinkar.
Har du da glemt, at Kamp er Kæmpens Liv,
Og veed du ei, du ægtede en Kæmpe?
For Saadant græd ei fordum Nordens Kvinder
Ingeborg.
Jeg veed det, fra min Æt jeg er vanslægtet,
Mit bløde Hjerte for det haarde Staal
Har altid gruet, dog jeg Kæmpen elsked,
Men havde du ham set, min Vagn, da sidst
Han mig forlod, du spotted ei min Vaande.
En lønlig Sorg har gnavet ham i Hug,
Saalænge jeg kan mindes, naar og stundum
Han klapped mig saa kærlig under Kind,
Var Glæden stakket, mørk han stirred
Paa mig, ja paa sin liden Toke selv.
Men fra den Stund, han Hærbud fik fra Jarlen
Han var saa glad og dog saa frygtelig,
Og da han sidst mig trykkede i Favn,
>
Og kyssed mig, og sagde mig Farvel,
Han tyktes glad, og dog nedrandt en Taare,
Som brændte mig igennem Ben og Kød.
Han stod som den, der kaldet er til Valhal,
Hvis Øie alt har fundet Odins Sal,
Og til sin Elskte klæber sig med Størke,
1 B: drøveligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
