Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Norners og Asers Kamp - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norners og Asers Kamp
556
er et Furiebytte, hvis Mage selv det græske Sørgespil neppe
kan opvise. Dette vorder først ret synligt i de sidste Sange,
som ei her ere bearbeidede, men omspaaede i Brynhilds Af
skedstale. Da Gudrun, efterat have indebrændt Atle, selv sprin
ger i Floden, optages hun, og maa trediegang giftes med
Gothekongen Jonakur, og avler med ham trende Sønner. Men
Niflungeætten, som bærer Gudernes Forbandelse, formerer
sig blot for destiere at undergaa: Jormunrekur (maaske Ost
gothen Ermanrekur, men hos Saxo den danske Jarmerik)
beiler til Sigurds og Gudruns Datter Svanhild; men da hun
beføres for usømmelig Omgang med sin Stifsøn Randvar (Bro
der hos Saxo) hænges denne, og Svanhild trædes af Heste, de
hvide med de sorte. Gudrun erfarer det, og ægger sine Sønner
til Hevn, de lade den trefold ulykkelige Moder høre hendes
Venskab med Sigurds Banemænd, (hendes egne Brødre) hendes
Giftermaal med Brynhilds Broder og Udaad mod sine forrige
Sønner. Dette forstener hende, vi høre ei mere en Lyd af hende,
medens Sønnerne drage hen, dræbe den ene Broder paa Veien,
lemlæste Jormunrekur, men stenes selv til Døde, da Jern ei kan
bide paa dem*). Alle de Skikkelser, som ere skredne os forbi,
ere da forsvundne blodige, undtagen Gudrun, der stum bærer,
og Odrun, der rørt græder over den grændseløse Jammer. Selv
af disse Vink troer jeg det er klart, at den ny Digter, der ei, som
de Gamle, sukker under en blind Skebnes tunge Haand, men
vandrer rolig selv over Stædernes Grus og den blodige Val un
der et viist og kærligt Forsyn ; derfor aldrig kan udrive et Op
trin af den efter Kristi Komme synlige Bane, hvorpaa Histo
rien fremskrider. Netop ved at digte i det gamle Nordens religiøse
Aand maatte en sagakyndig Digter fremkalde Kristendommen
som den Middelpunkt i Tidernes Fylde, hvortil Oldtidens Liv,
sig selv übevidst, henstræbte.
Dette troer jeg nu at indse og siger det ene fordi jeg troer det;
thi ligesom jeg var saare langt fra at tænke herpaa, da jeg til
satte de kristelige Slutninger, saa vil jeg ingenlunde forsvare,
mindre undskylde dem som Noget, Stoffet fordrede. Nei, de ere
tilsatte og staa der i Guds Navn, fordi jeg ikke kan udholde
*) Mærkeligt, at det kun er Saxo som siger, at Odin selv gav Jarmeriks
Folk det Raad, at stene Gudruns Sønner, ligesom han ene fortæller Aarsagen,
hvi den forræderske Bikko beløi Dronningen, og det Rørende, at Hestene ei
nænte at træde paa den favre Kvinde, før hendes Aasyn var tildækket. Dette
og Mere vidner uimodsigelig om, at Saxo endda har havt et andet Kvad at gaa
efter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
