Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Norners og Asers Kamp - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norners og Asers Kamp
555
ligefra den ældste til den nyeste Tid mellem de egentlig nordi
ske og tydske Aandsfostre : Tydskerne have ligesiden de først
fik Mæle ei kunnet mindes nogen Hedenold eller Kæmpetid;
men naar de gaa længst tilbage, fremstille de Riddertidens Fød
sel. Saaledes vil Man i Niebelungen Lied, der dog baade er det
ældste og mest tragiske af alle gamle tyske Digte, uden Møie
opdage alle Grundtrækkene til det Livsbille.de, hvorom der syn
ges og dandses i Minnesangene og Heldenbuch. Disse Digtes
Kendemærke er glad Nydelse af det Nærværende og et lystigt
Tilbagesyn paa det Forbigangne, saavel det Sørgelige som det
Glædelige. Et ogsaa i denne Henseende mærkeligt Sted findes i
den urimede Etterskrift til Heldenbuch. Den kære Gud, (heder
det, om jeg mindes ret) skabte først Riser og Dværge; men Ri
serne joge de arme Puslinge ind i Bjergene, og for at udløse
dem maatte Gud skabe Heltene. Rimeligvis er dette Levning af
en gammel Mythe, hvis Spor ogsaa findes i Vøluspa ; men her
vilde jeg kun sige, at Man mærker det godt ei allene paa Keiser
Otnit, men selv paa Sigfried og Folkvard Spillemand, at de have
Samkvem med disse Bjergpuslinge, som med deres Spillopper
tit forjage Helteminen og nøde de strænge Riddere til at trække
paa Smilebaandet. Saare mærkeligt er det, at i den Fremstilling
af Volsungernes Hændelser, som de la Motte Fouque har givet
etter nordiske Sagn, hersker alligevel den samme grundtyske
Tone, som vel er den, Man i daglig Tale kalder den naive*).
Ganske anderledes er de nordiske Digtes indvortes Vilkaar.
Alt er her Alvor, Alt er gaadefuldt, kæmpemæssigt og jernfast,
Skjaldene forlælle ikke et gammelt Eventyr til Skemt; men
stirre selv med Gru og Rørelse hen paa det store Sørgespil de
afbilde. Det er ikke her som hos Tydskerne blot en Kvindestrid
og en Søsters unaturlige Had til sine Brødre, som frembringer
den sørgelige Udgang ; det Hele styres af de usynlige Magters
synlige Finger, som bærer Andvars Ring til et usvigeligtMærke.
De nordiske Digtes Kendemærke er da det stadige Hensyn til
det Usynlige :detßeligiøse. Derfor antager ogsaa Alt et høiere
Sving, Skikkelserne, de onde saavelsom de Gode røre sig med
overmenneskelig Aasyn og Størke, Brynhild er ikke en blot
hevngerrig Kvinde, men et ulyksaligt Væsen, som vakler paa
Grændsen af tyende Verdner ; Gudrun (Tydskernes Criemhild)
*) To Ting har jeg herved at anmærke: kun Fouques første Digt, Sigurd
der Schlangentodter, har jeg læst, og min Mening derom er forresten, at dette
livfulde, poetiske Maleri er det første tydske, som røber en Mester, der har
Begreb om det gamle Norden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
