Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Maries Bautasteen (1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fru Maries Bautasteen
37
som i alle menneskelige Forhold hylder Frivillighed,
naturligviis tav, saa maatte jeg dog, da jeg siden fra Hjemmet
takkede Fruen for hendes Giæstmildhed, tilføie et Spørgs
maals-Tegn, om det dog ikke skulde være lidt af en pieti
sti s k Grille, der forhindrede Dannekvinden fra aabenlyst at
tage Deel i det danske Folkelivs naturlige Yttringer? Jeg veed
aldrig, vi siden skiftede et Ord om den Sag, men da jeg 1848
atter giæstede Rønnebæksholm, for at mødes i Nest ved med
Danskhedens bedste Venner paa den Kant, da var, om ikke
før, saa dog ved den Jydske Krigs Udbrud, Danskheden
brudt igiennem hos Fru Toft, saa hun viste sig ikke blot siden
saa afgjort Dansk, at da den »Danske Forening* blev stif
tet, var det hende, der drev mig, men jeg har aldrig kiendt
nogen Kvinde, der, saa godt som hun, kunde klare for sig selv,
hvad det Menneskelige har med det Guddommelige og
det Folkelige med det Christelige at giøre.
Hvor eiendommelig og dog hvor dybt og levende Fru Marie
udtrykde sig i Hjertets Anliggender, lader sig vel bedst betegne
ved hendes Liv-Udtryk, naar vi, som Mand og Kone, sad sam
men, hvad vi jo gjorde langt mere end Ægtefolk pleier, og kun
de det ogsaa, efter alle Omstændigheder, langt meer end de
Fleste kan; thi da heldede hun sig tit op til mig med de Ord:
jeg vil gjerne være hos dig. Hun sagde det jo saa yndig,
at jeg aldrig kunde nænne engang at ymte om, at det faldt mig
forunderligt, hvordan en Kvinde, ellers saa riig paa faure Ord,
kunde have et saa fattigt Liv-Udtryk for sin Kiærlighed, men
jeg tænkde det dog tit, og først, da hun ikke længer var hos
mig, først da slog det mig, at Fru M aries Kiærligheds-Ud
tryk kun syndes mig fattigt fordi det endnu var mig for dybt.
Nu er det derimod ogsaa blevet mit Liv-Udtryk, som jeg op
lyser for mig selv med et Træk af Fru Maries Liv i Cholera-
Sommeren 1853.
Da vi nemlig paa Rønnebæksholm fik den sørgelige Ti
dende om Pestilensen i Kiøbenhavn, var vi jo paa Timen
enige om, at skiøndt jeg ved en Anden havde besørget mine
Embeds-Forretninger i Hovedstaden, maatte jeg dog, som sæd
lig, tage ind og forrette Guds-Tjenesten hveranden Søndag, men
da jeg, af Bekymring for hende og for Huset, hun var knyttet
til, bad hende blive hjemme, da svarede Fru Marie mig i
Vrede: tænker du da, vi er saadanne Rakkere! og skiøndt
det giøs i hende, da vi en af de allerværste Dage gik ind fra
Jernbanen og mødte kun Lig og Lig-Vogne, saa viste hun dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
