Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den danske Sag I—V (1855) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den Danske Sag
45
for tabt, siden den ikke engang kunde reddes ved alt det Løve
mod, der vistes, ved alle de Offere, der gjordes, og ved alle de
Seire, der vandtes i Kampen paa Liv og Død mellem det lille
Danmarks Rige og det store, grændseløse Tyskland, med
Slesvig-Holsten eller Holsten-Gottorp paa Enden, og derfor
stræber det modfaldne Danske Folk dels at dysse sin Fæderne
lands-Kiærlighed i Søvn, og dels at indbilde sig selv, at Faren
for Danmarks Rige, Dansken og Danskheden er ikke
nær saa stor, som jeg og mine Lige skraale paa, da det dog nok
kan være mueligt, at skiøndt de, ved Sammenkobblingen med
Holsten-Gottorp og det Tyske Forbund, forgaaer i Lys, de dog
maaskee kan reddes i Løn, og dukke op igjen om nogle hun
drede Aar med »Holger Danske*. Ja, det er det Danske
Folks Ulykke for Øieblikket, at netop, fordi de fortvivler om
Danmarks Redning og føler dog dybt, at deres Hjerte maatte
briste, om de skulde see paa Fædernelandets Undergang, derfor
stræber de at glemme det inderlig elskede Fæderneland eller
dog at lukke deres Øine for den overhængende, i deres Tanker
uundgaaelige Ulykke.
Derfor udraaber jeg saa høit og understreger paa Papiret saa
tykt, som jeg kan, at det Danske Folk lader sig bedrage
af Skinnet, naar de tænker, at fordi den Danske Sag nødven
digviis baade først og sidst er og maa være Danskernes egen
Sag, at den derfor skulde være deres alene, da den tvertimod
tillige er baade hele Høinordens, Menneskelighedens,
Christendommens og følgelig Forsynets, Guds den Al
mægtiges, Sag, der aldrig kan være i saa stor en Fare, at den
jo kan reddes, og vil og maa nødvendig blive reddet, naar kun
ikke Danskerne, i dorsk Ligegyldighed og ussel Feighed, selv
opgiver deres egen Sag, der ikke blot for os Danskere er den
største og kiæreste, men er i det hele den retfærdigste, den bed
ste, den vigtigste og den stærkeste Sag under Solen.
Jeg tør nu ogsaa mene, at selv det mindste Glimt af dette
straalende Lys, hvori jeg seer og stræber at stille den Danske
Sag, selv den dunkleste Formodning om, at den Danske Sag
er baade Guds og Menneskets Sag, der umuelig kan tabes,
naar vi kun ikke selv styrte den i Afgrunden, som kun da skeer,
naar det Danske Hjerte kvæler den Danske Sag i sig, som
en unaturlig Moder Fosteret under sit eget Hjerte; selv det
mindste Glimt heraf og den dunkleste Formodning herom,
mener jeg virkelig, kan og vil være Nok til, at det Danske Folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
